Modtagecenter skal sikre børn god skolestart

Et nyt modtagecenter i Frederikshavn Kommune skal lære børnene den danske måde at gå i skole på.

Mandag morgen starter fem udenlandske elever på Frederikshavn Kommunes nye modtagecenter. Fælles for børnene er, at de ikke taler dansk.

Kommunen har undersøgt, hvordan de bedst får flygtningebørn og børn, der har forældre, der har boet i udlandet, integreret i Danmark. De er kommet frem til, at det vigtigste er, at de får en god start som nyudklækkede skoleelever, og derfor har de startet et modtagecenter.

- Overgangen til at være skolebarn er rigtig vigtig. Derfor vil vi med det nye modtagecenter skabe rammer for, at det sker, siger Christina Lykke Eriksen (SF), formand, Børne-og Ungdomsudvalget, Frederikshavn Kommune.

Skolegangen handler også om at skabe relationer til lærere og øvrige elever, og for børnene i modtagecenteret er det et forhold, der er ekstra vigtigt. Nye traditioner og nye omgivelser spiller ind og skal på plads for at gøre sprogundervisningen lettere.

- Vi skal se børnene an og hjælpe dem med at finde sig til rette i den danske måde at gå i skole på. I begyndelsen vil vi også invitere forældrene med, så hele familien er involveret i at skolegangen får en prioritet i hverdagen, siger Birgit Bendsen, der er afdelingsleder på modtagecenteret, Frederikshavn Kommune.

Antallet af elever vil variere efter, hvor mange udenlandske børn, der flytter til Frederikshavn Kommune. I gennemsnit regner man med, at de skal være tilknyttet et par måneder, før de kan fortsætte skolegangen på kommunens folkeskoler. Det nye modtagecenter får lokaler på Frydenstrandskolen på Abildvej 20 i Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland