Mød Tove og Jørgen: 60 års jubilæum som campister

Tove og Jørgen Pedersen kan fejre 60 års jubilæum som campister. De har besøgt utallige campingpladser, og er lige nu fastliggere på Jammerbugt Camping ved Fjerritslev. Et sted, de slet ikke kan undvære.

Sæsonen er for alvor åbnet på de nordjyske campingpladser, og for mange er dét samvær, der følger med, blevet en uundværlig del af livet. Sådan er det også for Tove og Jørgen, der har 60 års jubilæum.

- Jeg var ikke vild med camping i starten. Tove ville have mig med til Tyskland i et lånt telt, og det var jeg noget lunken ved. Men man bliver efterhånden bidt af det. Det gør man,  fortæller Jørgen Pedersen.

De sidste tre år har de ligget fast på Jammerbugt Camping ved Fjerritslev en smuttur fra deres hjem i Ranum. Og de kommer her året rundt.

- Ja, Jørgen blev glad for camping, så nu har vi en dejlig stor vogn med køleskab, ekstra teltstænger og isolering, så vi aldrig fryser, fortæller Tove Pedersen.

Campingpladsens værtspar har også fået hejst forårsflaget. De elsker, når vejret endelig byder på solskin.

- Så summer det mere af liv her på pladsen. Og så er det ekstra dejligt at have Tove og Jørgen på pladsen, de har rigtig mange gode historier fra campingpladser rundt omkring, siger Tommy Albertsen, der ejer Jammerbugt Camping.

Se mere til Tove og Jørgen i kultur- og fritidsmagasin Nordliv i mandagens udsendelse fra 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland