Mor skifter advokat i Serritslev-sag

Den tiltalte mor i den såkaldte Serritslev-sag har skiftet advokat ganske kort tid før sagens opstart torsdag. 

Den såkaldte Serritslev-sag starter torsdag. Men kort før retssagens start har den 38-årige mor, der sammen med den 41-årige far er tiltalt for at have mishandlet deres ni sammenbragte børn, skiftet advokat.

Hendes nye advokat er Henrik Garlik fra Århus, der er kendt for tidligere at have ført store og medieomtalte sager. Ifølge ham afviser den 38-årige kvinde, at hun på nogen måde skulle have misrøgtet sine børn. Der er ifølge ham tale om en kvinde, der har levet i et undertrykt forhold, og har måttet passe børnene alene under svære forhold.

Den 38-årige kvinde havde tidligere Anne Lisa Andersen som beskikket advokat for børnenes mor.

Der er afsat otte retsdage til at behandle sagen mod forældrene, der slutter med domsafsigelse den 12 maj. Den 38-årige mor og den 41- årige far har siddet varetægtsfængslet i over et år. Sagen startede i februar måned sidste år, da den ældste af døtrene anmeldte forældrene til politiet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland