"Morfar" forlænger med AaB

AaB Ishockey har tirsdag forlænget med landsholdspilleren Jens Nielsen. Den 37-årige forward bliver endnu en sæson i det nordjyske

De to seneste sæsoner har han optrådt i den røde trøje, og det er ikke uden grund af AaB forlænger med Nielsen:

- Jens er en unik type, der giver vores trup en mængde erfaring og rutine, og samtidig er han også en spiller, der gang på gang har bevist sit værd på pointtavlen, påpeger AaB's sportsdirektør Ole Nielsen med henvisning til Jens Nielsens 122 point i 101 kampe i Oddset Ligaen siden ankomsten til AaB fra svenske Leksand i 2005.

- De mange point taler sit eget sprog og gør ham til en af ligaens allerbedste spillere. Jens et stort overblik på banen samt en underholdende og publikumsvenlig spillestil, så han har stor værdi for vores mandskab, forklarer Ole Nielsen.

Også U/20-landsholdsbacken Kasper Jensen fortsætter i AaB, som han skiftede til fra Herlev i januar måned.

- Kasper er en fremtidens mand for os, men allerede i de kampe han spillede i den forgangne sæson, viste han et stort potentiale, hvorfor vi naturligvis har ønsket at beholde ham i truppen også, fastslår Ole Nielsen.

19-årige Kasper Jensen er indtil videre noteret for 20 kampe i AaB-dragten.


Seneste nyt

fra Nordjylland