Naja elsker istiden - holdt børnefødselsdag på museum

Naja Nielsen holdt fredag sin fødselsdag på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

Når man er vild med istiden, er det oplagt at tage på museum på sin fødselsdag. Sådan tænkte i hvert fald lille Naja Nielsen, som fredag fejrede sin syv års fødselsdag på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

En fødselsdag komplet med flinteøkser og hele tre generationer af familien.

Naja Nielsen er meget optaget af istiden, og læser – selv eller sammen med far og mor – alt, hvad hun kan finde om tiden.

Naja og hendes familie nåede hele museet igennem, mens turen gennem oldtiden foregik sammen med far Martin og registrator Peter Gravers fra museet, hvor der blev fortalt stort og småt om de udstillede genstande.

Det er ikke ofte, Vendsyssel Historiske Museum danner rammerne om så tidlig en fødselsdag. Men rundviserne håber at se Naja og hendes familie mange gange i fremtiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland