Narko i Nordjylland: Mere ecstasy og hash beslaglagt – mindre amfetamin

Rigspolitiets opgørelse over narkobeslaglæggelser i 2017 viser, at det især er hash og ecstasy, der er blevet beslaglagt, mens der er et stort fald i mængden af beslaglagt amfetamin i forhold til året før.

Politiet har på landsplan beslaglagt store mængder narkotika i løbet af 2017, og det er især ecstasy, MDMA og hash, politiet er stødt på i højere grad end tidligere. Det er specielt i København, at politiet ofte støder på folk, der er i besiddelse af narko, mens der er noget længere mellem ecstasypillerne og heroinen på Bornholm.

I Nordjylland var der 2105 beslaglæggelser af narkotika i alt i 2017. Det er 69 flere end året før, hvor politiet 2036 gange måtte beslaglægge narko.

Her i regionen er der en eksplosiv stigning i mængden af ecstasy, der er blevet beslaglagt. I 2016 beslaglagde politiet 241 piller fordelt på 24 forskellige hændelser, mens politiet i 2017 kunne tage 722 piller med på politigården fra 22 forskellige beslaglæggelser.

Selvom der har været færre beslaglæggelser af hash, har mængden været større. Således blev 110,27 kilo beslaglagt i 2017, og det er en stigning på over 55 procent i forhold til året før, hvor politiet beslaglagde 70,33 kilo hash.

I modsætning til ecstasy og hash har der været stor nedgang i mængden af amfetamin, som er blevet beslaglagt. I 2016 fik politiet fat i 18,18 kilo amfetamin, mens tallet i 2017 var 8,24 kilo.

Bedre lokal efterforskning

Det er dog svært at konkludere noget ud fra tallene. For selvom der for eksempel er en stigning i antallet af ecstasypiller, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er mere ecstasy i Nordjylland end tidligere. Ifølge Rigspolitiet er det snarere et udtryk for, at politiets ressourcer bliver brugt anderledes.

- I takt med at politiet er blevet frigjort fra opgaver med grænsekontrol og bevogtning og vendt tilbage til politikredsene, er der lokalt blevet bedre mulighed for at efterforske narkokriminalitet, lyder det fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiet har desuden oprettet to nye enheder mod organiseret kriminalitet, og i Nordjylland er det Særlig Efterforskning Vest, der fra enheden i Aarhus efterforsker grundigt på narkoområdet.

Mængde af beslaglagt narkotika i Nordjylland

Amfetamin: 2016: 18,18 kg. 2017: 8,24 kg.

Ecstasy: 2016: 241 piller, 2017: 722 piller

MDMA: 2016: 0,33 kg, 2017: 0,35 kilo

Hash: 2016: 70,33 kg, 2017: 110,27 kg.

Heroin: 2016: 0,54 kg, 2017: 0,05 kg.

Kokain: 2016: 3,09 kg, 2017: 2,90 kg.

Antal beslaglæggelser i Nordjylland

Amfetamin: 2016: 244, 2017: 225

Ecstasy: 2016: 24, 2017: 22

MDMA: 2016: 58, 2017: 46

Hash: 2016: 1.155, 2017: 1.175

Heroin: 2016: 33, 2017: 36

Kokain: 2016: 522, 2017: 601

Seneste nyt

fra Nordjylland