Nedbrud hos lægevagten: Glemte at det var helligdag

Arkiv. Foto: Christian Henriksen

01:42

1 af 2

En fejl hos IT-systemerne hos Region Nordjylland førte mandag til, at lægevagtens telefoner først åbnede hen mod klokken 9.

Der var stor frustration hos Region Nordjyllands lægevagt mandag morgen.

En fejl hos Region Nordjyllands IT-system havde ført til, at mandagen var betegnet som en hverdag, selvom det er 2. pinsedag.

Derfor har borgerne i stedet været nødt til at ringe 112, hvis de havde mistanke om akut opstået sygdom.

På hverdage er lægevagtens telefon sat til at gå på telefonsvarer efter klokken 08.00, så patienter i stedet skal ringe til deres praktiserende læge. Fejlen førte derfor til, at man ikke kunne komme igennem til lægevagten, før problemet var blevet løst omkring klokken 9. 

- Det er en rigtig uheldig situation. Jeg tror, at der er tale om en menneskelig fejl. Nogen har glemt, at mandagen i dag er en helligdag, og derfor har telefonen været programmeret til at gå af klokken otte, siger Eddie Nielsen, chef for vagtlægen. 

Læs også Kronprinsen løb, så og sejrede i Aalborg

Region Nordjylland beklager fejlen

Vagtlægen drives af de praktiserende læger, men det er regionen, der sætter telefonsvareren på. 

Region Nordjylland har mandag ikke ønsket at medvirke i et interview til tv, men kontorchef hos Region Nordjylland, Jørgen Krogh, beklager fejlen og forklarer, at man nu er i gang med at undersøge, hvad der helt præcis er gået galt. 

Eddie Nielsen forklarer, at det ikke er første gang, at en helligdag er blevet forvekslet med en hverdag, og at de hos de praktiserende læger tidligere har mindet regionen om tage højde for helligdagene. 

- Nu vil vi igen gøre Region Nordjylland opmærksom på, at de skal kigge i kalenderen, når de planlægger. Når det så er sagt, så er det jo også bare en uheldig situation, og det kan jo ske alle de steder, at systemerne kører automatisk, siger Eddie Nielsen.

I første omgang blev der koblet nødtelefoner på, der kunne tage sig af borgernes opkald, men Eddie Nielsen forklarer, at det langtfra er en optimal løsning.

Alle vagttelefonerne er igen oppe og køre, men der meldes fortsat om travlhed hos vagtlægerne. 

Læs også Se billederne: Kronprinsen ankommer i Aalborg

Flere nyheder fra TV2 Nord