Nederlag til oprykkerne fra EH Aalborg

Odense Håndbold vandt 31-23 over EH Aalborg lørdag.

Det blev til endnu et nederlag for EH Aalborg, som lørdag tog imod Odense Håndbold på hjemmebane i HTH Ligaen. Dermed ligger de nordjyske kvinder fortsat på sidstepladsen i ligaen.

Allerede efter fem minutter tegnede der sig et billede af, at de forsvarende DM-sølvvindere fra Fyn var overlegne. Her stod der 5-0 til Odense Håndbold.

Aalborgenserne kæmpede sig dog tilbage, og ved pausen stod der 16-14 til Odense Håndbold.

EH Aalborg formåede ikke at bringe sig foran, og resultatet blev altså 31-23 til gæsterne.

Topscoreren for EH Aalborg blev Laura Damgaard Lund med syv mål.

Efter fem kampe har oprykkerne fra EH Aalborg fortsat deres første point til gode i HTH Ligaen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland