Nej til diktafon i jobcenter

02:10

En borger er blevet nægtet at medbringe sin diktafon på et jobcenter i Aalborg. Foto: Daniel Mikkelsen

1 af 2

Aalborg Kommune nægter en borger at benytte diktafon til møder med jobcentret. Nu bliver sagen taget op i Folketinget.

Birgit Aagaard fra Aalborg er sygemeldt på grund af en arbejdsskade, og modtager kontanthjælp. I 2009 købte hun en diktafon, så hun kunne optage sine møder på Jobcenter Centrum i Aalborg.

- Jeg havde flere gange oplevet, at der efter møder stod noget helt andet i referaterne, end det der var blevet sagt. Så jeg købte en diktafon som en sikkerhed for mig selv, siger Birgit Aagaard.

Birgit Aagaard har altid gjort socialrådgiverne opmærksomme på det, hvis hun optog samtaler på jobcentret. Tidligere har der ikke været nogle problemer med, at hun optog samtalerne, men for nylig er jobcentret begyndt at nægte hende at bruge diktafonen, og har aflyst møder med hende, fordi hun har krævet, at hun ville optage dem. I en indkaldelse til et møde på fredag, skriver jobcentret direkte, at hvis hun tager diktafon med, så kan de tage kontanthjælpen fra hende.

- Jeg tager det da som en klar trussel, og man kan jo undre sig over, hvad det er, kommunen vil skjule, siger hun.

Ifølge loven må man godt foretage skjulte optagelser, hvis man selv er til stede i lokalet. Men da Birgit Aagaard har gjort opmærksom på, at hun optager, kan kommunen ifølge en ombudsmandsafgørelse fra 2005 godt nægte hende at medbringe diktafonen.

Ifølge rådmand for Familie - og Beskæftigelsesforvaltningen Mai-Britt Iversen (S) skal der være en særlig grund til, at borgere kan tage diktafoner med til møder med kommunen, eksempelvis hvis borgere har hukommelsestab eller koncentrationsbesvær.

- Det kan jo være problematisk, hvis sager er kørt helt op i en spids. Så kan det jo være sådan, at der bliver klippet i det, der bliver sagt, og det bliver lagt på nettet, siger hun.

På Christiansborg er folketingsmedlem Bent Bøgsted (DF) langt fra tilfreds med den forklaring.

- For mig virker det som om, at jobcentret har noget at skjule, og at de ikke vil stå ved det, der bliver sagt på et møde med klienten, siger han.

Han har onsdag rejst sagen for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- Ministeriet har haft kontakt til Arbejdsmarkedsstyrelsen, og de siger, at kommunen ikke kan fratage en borger kontanthjælpen, fordi hun har en diktafon med, forklarer han.

Rådmand Mai-Britt Iversen forsikrer, at kommunen ikke forsøger at skjule noget, og at det skulle være årsagen til, at Birgit Aagaard ikke må tage sin diktafon med til møder.

- Selvfølgelig har vi ikke noget at skjule, og det er jo også derfor, at vi siger, at man kan tage en bisidder med. Man må meget gerne tage et vidne med til møderne, siger hun.

Birgit Aaagaard skal til møde fredag, og det bliver uden diktafon.

- Jeg tør simpelthen ikke at tage den med. Hvis de smækker kassen i, ved jeg ikke hvad jeg skal leve af, siger hun.

Folketingsmedlem Bent Bøgsted har bedt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen om at kigge nærmere på sagen.

Flere nyheder fra TV2 Nord