Nibe Festival løfter sløret for det endelige program: Suspekt, Carpark North og Lil Xan er klar til fest i skoven

Foto: Nibe Festival

Nibe Festival offentliggør nu hele musikprogrammet for sommerens festival.

For to måneder siden offentliggjorde Nibe Festival 14 af de navne, der skal spille til sommerens festival. Nu løfter festivalen sløret for de resterende 42 navne, som er på plakaten i år.

I blandt de nye navne er Albertslund-bandet, Suspekt, som spiller på festivalen for 11. år i træk. Derudover kommer Carpark North, Amerikanske Lil Xan og mange mange flere. 

Læs også Seebach og 13 andre er klar til Nibe Festival

- Vi er meget tilfredse med årets program. Internationale navne som mægtige The Script, Big Boi fra Outkast og den fremadstormende rapper Lil Xan godt blandet med store danske navne som Seebach, Helmig, Dizzy Mizz Lizzy, Suspekt og et gendannet Aqua sikrer en massiv top, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Det er dog ikke kun de store headliners, man skal se frem til - i musikkens vækstlag og blandt gamle kendinge er der også mange spændende oplevelser at indhente på sommerens festival, forsikrer festivallederen:

- Opkomlinge som for eksempel Node, Skinz, Hugo Helmig, Soleima, True Nord, Nelson Can og Fool suppleres blandt andet af legender som Michael Falch, Krebs, Gangway og Johnny Madsen. Vi glæder os til at præsentere endnu et stærkt Nibe-program, siger han, og tilføjer:

- Nu må det bare gerne blive sommer, så vi kan tage imod masser af glade, solbrune og forventningsfyldte festivalgæster i vores smukke skov.

Herunder kan du læse mere om de navne, som nu melder sig klar til fest i Skalskoven.

Suspekt
Man kan efterhånden ikke sige Nibe uden at sige Suspekt - og igen i år kommer Albertslund-bandet til at skabe en sveddryppende hiphop-fest på Hestepladsen. Med deres grænseoverskridende tekster, flabede attitude og uovervindelige energiniveau har Suspekt i over 10 år været en del af Nibe Festival, og i år er ingen undtagelse. Med én af meget få koncerter til sommer, vender Orgi-E, Bai-D og Rune Rask atter tilbage for at skabe store, og uforglemmelige festival-øjeblikke.

Carpark North
Carpark North har kun vokset sig større og større med tiden, og rockbandets sceneshows har med tiden udviklet sig til international klasse. Til sommer rammer rockbraget Nibe Festival, og store hits som ”Transparent & Glasslike” og ”Human” får med garanti hele Hestepladsen til at synge med lørdag nat.

Lil Xan (US)
Diego Leanos alias Lil Xan er en fremadstormende amerikansk rapper med rødder i Mexico. Bedst kendt er han for sit hit ”Betrayed” med over 150 millioner views på YouTube. Samarbejder med Diplo og Swae Lee har lynhurtigt sendt den 21-årige artist op blandt stjernerne, og Lil Xan er uden tvivl en at holde øje med for fremtidens hiphop, trap og cloud rap. Lil Xan udgiver fredag sin nye plade “Total Xanarchy” med masser af store stjerner på “feat.”.

Burhan G
Burhan G er et af de stærkeste navne på den danske R’n’B-scene gennem mange år, og han har gang på gang imponeret med hits som ”Mest ondt” samt ”Tættere på himlen”, der har gjort ham til en af de mest prisvindende kunstnere i nyere tid. Burhan G har haft hele 13 singler på den danske top10 liste, og mon ikke han pakker et par stykker ud til sommerens optræden på Nibe Festival.

Kesi
Kesi har markeret sig med singler som ”Slem Dreng”, ”Ku Godt” og ”Søvnløs”, som en del af den nyere hip-hop bølge i selskab med Sivas, Ukendt Kunstner og Gilli – alle navne, som Kesi da også deler crew med. Kesi er kendt for sveddryppende koncerter, hvor intensiteten ofte er overrumplende, flowet helt magisk og attituden mere flabet end hos nogen andre.

Stine Bramsen
Hun har været aktiv på den danske musikscene siden 2014, og Stine Bramsen har i den grad vist, at hun har gjort sig fortjent til sin plads på den danske stjernehimmel. Med hits som ”Prototypical” fra 2014, og ”Karma Town” og ”Woman” fra 2015, har Stine Bramsen produceret mange ørehængere, der kommer til at gøre sig godt på sommerens festival.

Jonah Blacksmith
Det danske folk-kollektiv Jonah Blacksmith høster udelukkende fremragende live-anmeldelser, og deres album ligeså. Musikken er som skræddersyet til en varm dag i solens skær, og Jonah Blacksmith kommer bragende med hjertegribende toner og et nærvær der er sjældent set.

Østkyst Hustlers
Nikolaj Peyk, Jazzy H og Bossy Bo spytter rim udover Nibe til sommer. De har været på scenen siden 1993, men har formået at forny sig, forundre og forarge som ingen andre. Et hav af priser er regnet ned over gruppen gennem årene, og der er ingen tvivl om, at Hustlerne er det stærkeste navn på den danske rapscene – nogensinde.

Marvelous Mosell
Han er en ener på den danske old school hiphop-scene, og er en af det største stjerner for tiden. Han spiller udelukkende totalt udsolgte koncerter, hans album høster enormt store roser. Sidste års udgivelse ”Magisk, Mystisk, Mageløs” sendte ham helt til tops, og derfor er han selvfølgelig også en del af programmet på årets Nibe Festival.

Skinz
Dansk-Somaliske Skinz er relativt ny på den danske scene, men har ikke desto mindre formået at brænde tydeligt igennem på den danske stjernehimmel. Udover samarbejder med Medina og Gulddreng har Skinz en plade i bagagen - og så var han i det forgangne år uundgåelig med sit nyeste singleudspil ”Jeg har en pige” fra 2017.

Medina
Popfænomenet Medina er selvfølgelig også at finde på årets festivalplakat. Gennem hendes karriere har hun præsenteret alt fra club-bangers til sjælefulde og hjerteskærende momenter. Hendes koncert på årets Nibe Festival bliver uden tvivl en opvisning i dansk popmusik af højeste kaliber.

Melanie Dekker (CAN)
Canadiske Melanie Dekker kommer til Nibe med sin rå og energifulde stemme, når hun præsenterer country-inspirerede ballader med inspiration fra soul, pop og rock. Direkte fra Vancouver har hun optrådt med stjerner som Bryan Adams, Diana Krall og Faith Hill.

Gangway
Gangway blev dannet tilbage i 1982 og var med til at sætte skub i indie, new wave og synthpoppen i Danmark. Nu er Gangway historisk gendannet, og de erfarne herrer er klar til at tage deres overvældende musikalske niveau og evige spilleglæde med på et trip down memory lane på sommerens Nibe Festival.

True Nord
Med medlemmer fra Nephew, samler True Nord lyden op fra 80’ernes electropop, hvor der tilføjes dybe nuancer med tung triphop, house og pulserende beats. Fostret i Norden men med internationalt format har denne gruppe formået at imponerede igen og igen på landets scener. Bagmændene har altid været de samme, selv om deres musikalske entourage er skiftet ud, som dagene er passeret.

The Asteroids Galaxy Tour
Det danske pop/rock-band The Asteroids Galaxy Tour har siden deres første udgivelse i 2009 stået som et stærkt navn på den danske indie-scene. Med Mette Lindberg i front er niveauet sikret som tårnhøjt, og de vil uden tvivl skabe en fest i Skalskoven til sommer.

NODE
Dansk-Kurdiske Node fik for alvor sit gennembrud og slog igennem med hittet ”Pakker Bar” tilbage i 2016. Hans samarbejde med prominente herrer som Gilli, Sivas samt Stepz har samtidig bragt ham ind i et kollektiv af musikere, som i disse tider nyder enorm succes.

Louis Samson
Muligvis er han bedst kendt som sanger og sangskriver i hedengangne Julias Moon, men Louis Samson har allerede bidt sig fast som en stærk soloartist. Første single ”Reflection” blev modtaget med store roser, og Louis Samson virker mere end klar og oplagt til at indtage de store scener landet over.

ANR Live feat. Basim, Bro & Skinz
ANR åbner ballet på Nibe Festival 2018, når "ANR Live" byder på tre hitliste- og radioaktuelle navne. På scenen kommer bl.a. Bro, der har toppet Spotify-listen med sin sang til Paradise Hotel, "Sydpå" og ellers mest er kendt for "Hvor Er Du, Bro?". Basim tropper op med indtil flere radiohits i baglommen, og endelig giver Skinz en forsmag på, hvad man kan opleve, når han spiller Reservatet onsdag nat. Til at binde det hele sammen sørger ANR's DJ Høyer for hits og Morgenkøterne, Johnni Gade og Kirstine Richter, leverer sjov og stemning. ANR sender i øvrigt live fra Nibe Festival onsdag, torsdag og fredag fra 14 til 22 samt lørdag eftermiddag.

Øvrige nye navne på musikprogrammet tæller Souvenirs, Hardinger Band, Vest Kys, Tom Donovan (IRL), Jærv, Sara Grabow & Den Gamle Sangskat, Pelican Beach, WOLFF, Nelson Can, The Devils Tiny Chains, Nalle And His Crazy Ivans feat. Søren Rislund, R. Noor, The Florines, Jonas Schou, Casper Milton, 2nd Strike, Back Larsen & Thrane, In Lonely Majesty, She’s A Sailor, etNOIR, Zjakalen, 9000 Comedy, Freja Würtz og Frekvens præsenterer Møgelmose, Max Puxi, Runge & Rasmus Vels.

Flere nyheder fra TV2 Nord