Nordic Maritime Hub startet

EU-støttet samarbejdsprojekt skal skaffe nye arbejdspladser til Frederikshavn.

Samarbejdsprojektet Nordic Maritime Hub, der er et EU-støttet samarbejde mellem Frederikshavn, Göteborg, Stena Line og Kosan Chrisplant, åbnede i dag tirsdag ved en erhvervskonference i Frederikshavn.

Samarbejdet har til formål at forbedre adgangsforholdene på havnen, forbedre landstrømsfaciliteterne for blandt andet færgerne og etablere mulighed for tankning med flydende naturgas (LNG. red) og andre bæredygtige drivmidler.
EU-midlerne kommer fra den såkaldte TEN-T pulje, der har til formål at støtte projekter som forbedrer Europas infrastruktur.

- Det er jo en blåstempling fra EU til projektet, at de støtter op om det her samarbejde og det passer fint ind i det arbejde, som vi allerede har igangsat med forbedringer af Frederikshavn Havn for op mod en halv milliard kroner, forklarer borgmester Birgit Hansen (Socialdemokraterne),  Frederikshavn Kommune.

En væsentlig del af projektet går ud på, at etablere såkaldte bunkringsfaciliteter, hvor skibene ud for Frederikshavn kan tanke såkaldt LNG og andre miljørigtige brændstoffer. Altså en slags ”miljørigtig tankstation for skibe”. Nærmeste landbaserede LNG-facilitet ligger i Amsterdam. Denne del af projektet gennemføres af virksomheden Kosan Chrisplant.

- Det er kæmpestort det her. Anlægget bliver en enestående showcase for os og det er jo placeret ud mod et af verdens mest befærdede stræder, så placeringen her i Frederikshavn er helt perfekt. Etableringen af anlægget vil betyde både direkte og indirekte arbejdspladser til Frederikshavn og hele regionen, forklarer salgsdirektør i Kosan Chrisplant Bo Larsen.

Nordic Maritime Hub løber frem til efteråret 2018. 


Seneste nyt

fra Nordjylland