Nordjyderne bliver i Danmark

Når sommerferien skal bestilles, vælger flere nordjyder end andre danskere at blive hjemme.

Aalborg Lufthavn sætter måned efter måned rekord i antallet af passagerer, men væksten i den nordjyske lufthavn, som efterhånden sender nordjyder og andre til det meste af verden kunne måske være meget større.

Det kan man i hvert fald fristes til at tro, når man ser tallene fra den undersøgelse af danskernes sommerferievaner, som Dansk Erhverv har lavet. Den viser at hele 53 procent af nordjyderne forventer at holde det meste af deres ferie i Danmark.

De 53 procent er den største andel i undersøgelsen og bakkes op af den andel nordjyder, der tager udenlands. Det er nemlig den mindste, landsdelene imellem. 26 procent af nordjyderne forventer at feriere uden for Danmark og kun sjællænderne uden for hovedstaden er ligeså patriotiske når det kommer til ferievanerne. Her tager blot 27 procent af de adspurgte ud af Danmark på ferie.

- Det er positivt for dansk økonomi, at så mange danskere - og herunder især nordjyderne - forventer at holde sommerferien i Danmark. Danske turismeovernatninger i Danmark har været stigende gennem en længere årrække, og det viser, at danskerne generelt er glade for ferie i hjemlandet," siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Susanne Nordenbæk.

- Den store interesse for sommerferie i Danmark kan også skyldes sidste sommers fremragende vejr, som ser ud til at smitte positivt af på de danske overnatningssteder til sommer. Dog er det væsentligt at bemærke, at mange beslutter sig meget sent, og dermed holder muligheden åben for at flyve mod sydligere himmelstrøg med kort varsel, hvis sommeren regner væk, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland