Nordjylland lokomotiv i ledighedsfald

Ledigheden falder fortsat, og den er nu langt under den forhenværende magiske grænse på 100.000 fuldtidspersoner. Nordjylland er et af lokomotiverne.

Ledigheden fortsætter ufortrødent med at falde. Fra juni til juli faldt ledigheden med 6.200 personer, og nu er kun 3,3 procent af befolkningen uden et job mod 3,5 procent i juni. Kun 90.500 er nu uden job, hvilket er langt under den magiske grænse på 100.000, der var stillet op af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), som jublede da den blev passeret i maj.

Lokomotiverne i det seneste fald var Østjylland og Nordjylland, der begge havde et ledighedsfald på 1800 personer. Siden april er ledigheden faldet i alle landsdele.

Ledigheden er lavest i Vestjylland med 2,0 procent, mens København topper på ledigheden med 5,0 procent. Ledigheden har været faldende siden december 2003.

Flere nyheder fra TV2 Nord