Nordjyllands bedste gymnaster er udtaget

Nordjyllands Rep-hold optog de ypperste gymnaster i landsdelen søndag.

Der var svedige håndflader og hjertebanken hos de næsten hundrede gymnaster, der mødte op på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev.

De skulle nemlig til udtagelse på DGI’s repræsentanthold, og det er noget helt særligt for de nordjyske gymnaster, da det kun er de allerbedste, der får chancen.

Sebastian Baand Larsen fra Asaa var en af de nordjyske gymnaster, som søndag var til udtagelse på den nordjyske repræsentationshold. Og får den unge gymnast var alt på spil. 

- Det er en drøm for mig at komme på repræsentations holdet. Jeg har trænet meget til det, men der er mange gode, så det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå, siger Sebastian Baand Larsen.

Der er kun plads til halvdelen af gymnasterne på rep-holdet, og det lægger pres på. For den 19-årige Sebastian Baand Larsen vil det være det allerstørste, hvis han blev udtaget på holdet.

Det er fire erfarne instruktører, som gymnasterne skal imponere. To af dem kommer udefra, mens de to andre skal træne det nordjyske rep-hold. Gymnasterne testes i tre forskellige discipliner: banespring, trampolinspring og rytme. Og niveauet er højt i år.

- Jeg tror ikke, det bliver let at vælge mellem folk i år, siger udtager til Rep-holdet, Anders Hedegaard Hansen.

Senere på eftermiddagen kunne Sebastian Baand Larsen ånde lettet op – han er nemlig udtaget til Nordjyllands repræsentationshold.


Seneste nyt

fra Nordjylland