Nordjyllands Politi: Vi efterforsker 20 brande der kan være påsat

Nordjyllands Politi har endnu ikke fundet nogen naturlig årsag til branden lørdag aften, der nær tog livet af en 89-årig kvinde. Dermed efterforsker de nu 20 brande som værende påsatte.

Sent lørdag aften stod der pludselig flammer fra et beboet hus ved Fjerritslev. Husets 89-årig kvindelige beboer var gået i seng, men blev heldigvis i sidste øjeblik reddet ud af sit barnebarn.

Nu afventer Nordjyllands Politi, at teknikere fra Fredericia skal slå fast, hvad årsagen til branden er. Politiet betragter indtil videre branden som påsat.

- Vi tør ikke sige, hvornår teknikerne påbegynder deres undersøgelser, men vi har ikke fundet nogen naturlige brandkilder, der kan forklare branden, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.

De er lige nu i gang med at undersøge tidligere brandtomter.

- Alle brande i området siden Svinkløv har vi med i vores efterforskning, og vi kører på fuld skrald, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Nordjyllands Politi efterforsker dermed 20 brande i området ved Han Herred som værende påsatte. 

Politiet har fået mange henvendelser fra vidner, men kan endnu ikke fortælle, om der er en eller flere gerningsmænd.

- Vi efterforsker bredt, og vi tør ikke udelukke noget. 


Seneste nyt

fra Nordjylland