Nordjyllands sødeste hund

For tredje år i træk skal Danmarks sødeste hund kåres. Fredag den 8. august bliver der udvalgt 10 hunde i Kildeparken i Aalborg, der går videre til den landsdækkende finale.

Igen i år har din firbenede ven muligheden for at blive kåret til Danmarks sødeste hund. Aalborg er en af de fire byer i hele landet, hvor finalisterne til Danmarks sødeste hund skal findes.

Det hele går løs fredag den 8. august klokken 15 i Kildeparken, hvor alle nordjyske hunde og hundeejere inviteres til konkurrence.

I Kildeparken er Basim fra X Factor gæstedommer. Han får selskab af TV2/Nord-vært Per Jensen og Eva Graarup, der er den lykkelige ejer af cairn terrieren Sille, som blev kåret til Danmarks sødeste hund i 2006.

Derudover er der et fast panel af dommere, Anette Hvidkjær, redaktør af Vi med Hund, Irene H. Jarnved, adfærdsredaktør på Vi med Hund og Hans Tonsborg, forretningsfører hos Danmarks civile Hundeførerforening. Disse tre dommere er med i alle fire byer.

Det koster 20 kroner pr. hund at deltage i konkurrencen, og der er gaver til de første 500 deltagere i hver by.


Seneste nyt

fra Nordjylland