Nordjysk iværksætter: De har kopieret min virksomhed

I 16 år har firmaet Fremdrift ydet konsulentopgaver. Nu tilbyder en af verdens største konsulentvirksomheder samme type opgaver - under samme navn

Det nordjyske konsulentfirma Fremdrift A/S er nu ikke længere det eneste. Nu tilbyder verdens tredjestørste revisions- og konsulentvirksomhed samme type opgaver – under samme navn. Det har store konsekvenser for den nordjyske virksomhed.

- Det kommer til at koste mig mine kunder, også ødelægger det mit brand, som jeg har knoklet for, siger Pia Nielsen, der er indehaver af konsulentfirmaet Fremdrift A/S.

Hendes kunder kunne ikke forstå, hvorfor konsulentvirksomheden EY pludselig brugte hendes firmanavn ”Fremdrift”. De troede, at EY og Pia Nielsen havde slået sig sammen. Men det er langt fra virkeligheden.

- Jeg føler mig enormt krænket ovenpå alt det her. Og så er det enormt vanskeligt, fordi min virksomhed ikke er større end den er, siger Pia Nielsen.

For at få eneret til navnet ”Fremdrift”, skal Pia Nielsen kunne bevise, at folk forbinder navnet med netop hendes virksomhed. Det kan hun ikke, fordi det vil kræve en alt for dyr og omfattende markedsundersøgelse.

- Man kan godt sige, at de store virksomheder forsøger at køre de små virksomheder trætte. Og man ser det særligt ved virksomheder, der har en lidt mindre omsætning, fordi processen kan blive meget omkostningsfuld, siger Nikolaj Jalili-Trudslev, der er advokat hos Haugaard-Nielsen.

Revisions- og konsulentvirksomheden EY har tilbudt Pia Nielsen 50.000 kroner for at lade sagen ligge. Et tilbud, der forarger.

- Det er jo for at få mig til at tie stille, at de tilbyder mig de penge. Ingen tvivl om det. Jeg tænker det er helt uanstændigt, og et fuldstændig ligegyldigt beløb i mit perspektiv, siger Pia Nielsen.

TV2 Nord har i dag været i kontakt med EY. De mener ikke, at de har stjålet navnet fremdrift. Virksomheden vil ikke stille op til interview, men skriver følgende til TV2 Nord:

- Vi anvender et beskrivende ord på en underside på et website, og det er absolut ikke med ønske om at skade eller genere nogen. Vi har tilbudt en såkaldt kulancemæssig godtgørelse, som ikke betinger, at nogen skal lukke noget ned, men alene var ud fra den betragtning, at der er plads til begge parter med relativt forskelligartede kompetencer.

På trods af EY's udtalelse, er der for Pia Nielsen  kun plads til ét Fremdrift.

- Lige nu står jeg og overvejer, om jeg skal kæmpe videre eller smide håndklædet i ringet. Det ville jeg være ked af at skulle gøre, for det er bestemt ikke noget, jeg plejer. Men jeg bliver også bare nødt til at komme videre på en eller anden måde, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland