Nordjysk kyllingeopdrætter frygter for sin farm

Efter der i Mariagerfjord Kommune er blevet fundet en musvåge smittet med fugleinfluenza af typen H5N8, håber den nordjyske erhvervs-fjerkræavler, Egon Thorsgaard fra Skjellerup nær Hobro, at smitten ikke spreder sig til hans besætning.

Kyllingeopdrætter, Egon Thorsgaard fra Skjellerup nær Hobro, har to produktionsanlæg kun omkring et par kilometer fra det sted, hvor en fugleinfluenza-smittet musvåge er blevet fundet.

- Det føles ikke ret godt, at det er kommet så tæt på. Jeg kan ikke lide det. Nu må vi virkelig håbe, at smitten ikke spreder sig, siger Egon Thorsgaard.

Det var en 29-årig psykolog og hobbylandmand, der var på jagt, som fandt musvågen gispende efter vejret. Rovfuglen sad i en lysning i et skovområde mellem Glenstrup og Vester Tørslev, og var ude af stand til at flyve.

Tilbage i 2006 var der også fugleinfluenza i Danmark, og flere smittede besætninger måtte slås ned. Det er det, de nordjyske fjerkræavlere nu frygter kan ske igen.

Af risiko for smitte måtte TV2 Nord fredag eftermiddag ikke komme tættere end 100 meter på Egon Thorsgaards farm.

- Vi vil ikke risikere noget som helst. Vi tør ikke tage nogen chancer overhovedet, siger Egon Thorsgaard.

100.00 kyllinger til videre opdræt er der på Egon Thorsgaards produktionsanlæg. Hvis fugleinfluenzaen rammer ned her, vil det få fatale følger, da mange aftagere så også vil blive ramt.

MERE I TV 2 NORD KL. 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland