Nordjysk satellitvirksomhed styrtdykker i værdi

03:55

Investorerne i den nordjyske satelitvirksomhed GomSpace hænger med næbbet for tiden. På kort tid har aktien mistet en meget stor del af sin værdi. Video: Daniel Mikelsen

På bare ét år er prisen for en aktie hos satellitvirksomheden GomSpace faldet fra 127 kroner til 23 kroner.

Den aalborgensiske satellitvirksomhed GomSpace har været helt oppe og flyve, men nu er firmaet ved at ramme jorden igen.

I juni 2016 blev GomSpace noteret på den svenske fondsbørs og oplevede flotte stigninger i sin aktiekurs frem til september sidste år, hvor aktien toppede i godt 127 kroner. Men siden er det gået ned ad bakke for virksomheden, og i dag er aktien reduceret til 23 kroner. 

Det svarer til et fald på mere end 80 procent på ét år. 

- Det, GomSpace lidt uforskyldt er løbet ind i, er, at de mangler penge til at holde sig i gang, inden de begynder at tjene penge, siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

- De er nødt til at hente ny kapital hos investorer, men det er blevet sværere at få investorerne med, fordi aktiekursen er faldet så meget. 

Læs også GomSpace-satellitter nåede deres mål til stor jubel

GomSpace er ellers førende på verdensplan inden for sit felt og producerer nanosatellitter, som kan bruges til IT-løsninger, kommunikation og overvågning. 

- Det er vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er en sket en ændring i forhold til, at GomSpace stadig er førende inden for nanosatellitter. Det handler om, at en aktiekurs på 127 kroner var alt for højt sat og samtidig har virksomheden forsømt at fylde aktiekassen op, mens det gik godt, og investorerne var mere villige til at købe sig ind hos GomSpace, siger Per Hansen. 

Virksomhed med verdensklasse

Investeringsøkonomen forklarer, at GomSpace har været tvunget til at stå på egne ben, da de ikke kan regne med investeringer fra pensionskasser og andre større investorer. 

I stedet har de måtte forlade sig på private investorer, som dog har været trofaste og bakket op om GomSpace.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at vi har en virksomhed med verdensklassekompetencer, men som har svært ved at finde flere investorer, der er villige til at skyde penge ind i virksomheden. Det er for dårligt, siger Per Hansen.

Nu holder GomSpace snart generalforsamling for sine investorer - hvilke scenarier ser du for dig her?

- Det ligger lidt til højrebenet, at man vil bede de nuværende investorer om at skyde ny kapital ind, men det kan godt være, investorerne føler sig for pressede og udvandede. Måske kan virksomheden i stedet nå at finde en ny større investor, så alle vi i Danmark kan nyde godt af en nordjysk virksomhed med verdensklassekompetencer, siger Per Hansen. 

Læs også GomSpace i nyt samarbejde der skal sikre bedre mobilsignal

Flere nyheder fra TV2 Nord