Nordjysk superløber vinder EM-sølv og sætter markant dansk rekord

Stine Rex løb sig på 24 timer fra lørdag til søndag til en EM-sølvmedalje i ultraløb i Rumænien.

241,92 kilometer. Så langt løb nordjyske Stine Rex i weekenden, da hun som Danmarks ubetinget bedste ultraløber deltog i EM i 24 timers løb i Rumænien.

Den massive distance var nok til at sikre Aalborg-løberen sølv samlet, og de lige knap 242 kilometer var derudover en forbedring af den hidtidige danske rekord med hele ni kilometer.

- Vi løb som et team, men de andre piger havde ikke noget godt løb og måtte gå meget af tiden, fortæller Stine Rex.

- Men da de så kunne se, at jeg havde et rigtig godt løb, begyndte de at pace mig rundt, og Anne Marie (Geisler red.) der havde rekorden før mig, hun hjalp mig virkelig meget til at slå hendes rekord, og det er bare vildt.

Nedtællingen på 24 timer sluttede søndag formiddag, og her havde Stine Rex formået at slå et hul ned til sin nærmeste forfølger på godt en kilometer. Lidt mere end det var der dog op til vinderen af EM-løbet Patrycja Bereznowska fra Polen, der er regerende verdensmester i disciplinen.

- Det er ret vanvittigt. Det er kun anden gang, jeg løber et 24 timers løb, så jeg havde ikke rigtig nogen forventninger. Jeg ville bare gøre det bedste jeg kunne, og så ender jeg med at blive nummer to, lige efter verdensmesteren.

Det var første gang Stine Rex stillede op sammen med det danske ultralandshold. Og sølvmedaljen, der nu hænger om halsen på den 38-årige super-nordjyde er faktisk den første danske ultraløbs-medalje i EM-sammenhæng nogensinde, så man kan uden tvivl tale om en succesfuld landsholdsdebut for Stine Rex. 

Stine Rex lige inden 24-timers løbet gik igang.
Stine Rex lige inden 24-timers løbet gik igang.
Foto: Dan Kristensen

Stine Rex er til daglig fitnesskoordinator i DGI Huset Nordkraft, og her er Carina Lind Husum, der er direktør, mere end stolt af sin kollega, der nu tager en lille bunke fridage inden hun er tilbage på arbejde.

- Hun er tilbage på fredag, og så kan hun i hvert fald varetage sine hold. Kroppen er nok ikke helt tilbage på toppen, men hun kender sin krop og har styr på, hvad den kan og ikke kan, fortæller Carina Lind Husum.

DGI Huset Nordkraft har tidligere fået Stine Rex' fysik testet i samarbejde med Aalborg Universitet, og selvom man skulle tro det, er der ikke noget unikt ved hende, der gør at hun kan løbe 24 timer eller mere i streg.

- Hun har en speciel løbestil og hun løber på sin forfod, så hun har nogle forudsætninger der gør, at hun kan det hun kan. Men derudover er der ikke noget, der er fysiskt unikt ved hende, men hun har en vilje og en udholdenhed, der går langt ud over hvad de fleste andre har, fortæller Carina Lind Husum.

TV2 Nord lavede i 2016 et portræt af Stine Rex. Det kan man se herunder:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland