Nordjysk udvalgsformand: Rohdes valg undrer mig

Dennis Laumann, formand for Europaudvalget hos Venstre i Nordjylland, undrer og ærgrer sig over Jens Rohdes exit fra partiet.

-Jeg er da ked af, at han har valgt at skifte. Jeg synes, det er ærgerligt hver gang et Venstre-medlem melder sig ud. Men det er nu en gang hans beslutning, sådan siger Dennis Laumann dagen derpå, efter Jens Rohde i går offentliggjorde sit skifte fra Venstre til Radikale Venstre.

Jens Rohde har blandt andet begrundet skiftet med, at han ikke har kunnet genkende sig selv i den politik, som regeringen ønsker at føre på asyl- og flygtningeområdet – blandt andet ved at konfiskere værdigenstande fra flygtninge.

- Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at sådan et forslag skulle komme fra en Venstre-ledet regering. Det er jo ikke engang Dansk Folkeparti, der har stillet forslaget! Det er Venstre selv, siger Jens Rohde i dag.

Men hverken Jens Rohdes kritik af regeringens forslag eller hans beslutning om at skifte parti, har Dennis Laumann særlig meget til overs for.

- Vi står i en situation, hvor vi bliver nødt til at håndtere det asyl- og indvandringspres, der nu en gang er. Og det synes jeg vi gør på den helt rigtige måde, siger Dennis Laumann

Så Jens Rohde har efter din mening ikke fat i noget?

- Det har han bestemt ikke, nej! Og hvis han mener, at Venstre fører en forkert politik, skulle han nok være blevet og have bekæmpet det indefra – i stedet for at melde sig ind i Radikale Venstre, siger Dennis Laumann.


Seneste nyt

fra Nordjylland