Nordjysk VM-overraskelse udeblev

Foto: Burt Seeger

Travhesten Slide So Easy fra Aalborg endte på en skuffende ottendeplads ved VM for travheste i New York.

Aalborg-travhesten Slide So Easy og træner Flemming Jensen kom ikke til at spille nogen hovedrolle i lørdagens VM-løb i USA.

Læs også Nordjysk travhest er outsider ved VM i USA

Mødet med den absolutte verdenselite i VM for travheste på Yonkers Raceway i New York viste sig som for stor en mundfuld for Slide So Easy, der endte som nummer otte ud af 10 i sit løb.

På forhånd var Slide So Easy handicappet af et dårligt startspor i spor 10, og Flemming Jensen valgte et defensivt oplæg i håb om, at et højt udgangstempo ville give konkurrenterne trætte ben til slut. 

Desværre blev tempoet moderat, og selvom Flemming Jensen i opløbet forsøgte at trække Slide So Easy på tværs af banen til angreb, blev det en umulig opgave for Aalborg-ekvipagen. 

Slide So Easy sluttede som nummer otte ud af de 10 deltagere, mens svenske Cruzado Dela Noche blev ny verdensmester. En præstation, der blev belønnet med godt tre millioner danske kroner. 

Flere nyheder fra TV2 Nord