Nordjyske grise får velfærdshjerter

Flere nordjyske grise kan se frem til et velfærdsmærke fra staten, når de lander i kølediskene.

Der er mange flere grise i Nordjylland, der lever på græs med adgang til udelivet. Derfor kan nordjyske grise mandag se frem til at få statslige dyrevelfærdsmærker af Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), når de nye mærker skal gives. 

Flere svineproducenter er begyndt at tænke på dyrenes velfærd, når der skal produceres kød til supermarkedernes kølediske. Der er kommet en større interesse fra forbrugerne om bedre dyrevelfærd, og det har fået svineproducenterne til at reagere og producere mere økologisk. 

- Danske forbrugeres lyst til at købe økologiske produkter med højere dyrevelfærd har været så stor, at vi har haft svært ved at efterkomme efterspørgslen. Der har simpelthen ikke været varer eller landmænd nok til at producere. Men nu lysner det i takt med, at flere danske svineproducenter skruer op for økologien, siger Jeppe Dahl Jeppesen, indkøbsdirektør for ferskvarer i Dansk Supermarked Group i en pressemeddelelse. 

En af de nordjyske landmænd er Trine Sund Kammersgaard fra Thy. Hun har de seneste år opstartet et økologisk svinelandbrug, og i dag driver hun en økologisk svineproduktion med 100 øko-søer fra gården i Nordjylland.

- Jorden er meget fed her i Thy, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer med meget mudder på markerne. Men det giver også bare en rigtig god mavefornemmelse at se, hvordan grisene kan stikke trynen i jorden og udleve deres naturlige adfærd. Og det samme oplever jeg blandt andre, at de i stigende grad interesserer sig for, at grisene har haft et rigtig godt liv, siger Trine Sund Kammersgaard i en pressemeddelelse.

De første statslige dyrevelfærdsmærker sættes på de første pakker med kød af gris mandag. I løbet af foråret bliver mærket tilgængeligt for forbrugerne, når det bliver lanceret i detailhandlen.


Seneste nyt

fra Nordjylland