Nordjyske kommuner skal i arbejdstøjet

De nordjyske kommuner er valgt som frikommuner, og det glæder Mogens Gade

I de næste fire år skal de nordjyske kommuner lægge hjernen i blød, og finde på nye måder at løse kommunale opgaver på. Det glæder Jammerbugt Kommunes borgmester og formand for KKR, Mogens Gade.

quote Det viser endnu en gang, at vi i Nordjylland kan komme langt, når vi står sammen.

Mogens Gade, formand for KKR Nordjylland.

Alle 11 nordjyske kommune ansøgte om at blive en frikommune, og alle ønsker er imødekommet, oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Dermed er det nordjyske netværk ét af de 8 netværk med i alt 44 forskellige kommuner, som regeringen finder særligt interessant og derfor har fået status som frikommune.  

- Jeg er glad for Regeringen har imødekommet frikommuneansøgningen fra Nordjylland. Det viser endnu en gang, at vi i Nordjylland kan komme langt, når vi står sammen, siger formand for KKR Nordjylland Mogens Gade.

De otte frikommunenetværk arbejder hver med udgangspunkt i et overordnet tema, der til sammen dækker en bred palet af kommunale opgaveområder. Det nordjyske netværk har ansøgt med afsæt i temaet "en mere fleksibel beskæftigelsesindsats, herunder også nytænkning af integrationsområdet".

- Nu handler det om, at vi kommer i arbejdstøjet og får konkretiseret de forsøg, kommunerne gerne vil starte ud med at afprøve, så vi inden den 1. december 2016 kan have konkrete forsøgsansøgninger klar til Social- og Indenrigsministeriet. Jeg forventer, at frikommuneforsøgene bliver relevante i forhold til at arbejde med udfordringerne med at fastholde og bibeholde en arbejdsstyrke, der matcher virksomhedernes behov, siger Mogens Gade.


Seneste nyt

fra Nordjylland