Nordjyske Medier sparer 30 stillinger væk

Nordjyske Medier skal spare op mod 30 stillinger over tre år.

Nordjyske skal spare op mod 30 stillinger over tre år. Det er en del af en større spareplan, som ledelsen har orienteret medarbejderne om mandag morgen. Det skriver fagbladet Journalisten.

Den første del af besparelserne skal hentes allerede i denne måned. Her skal man spare det, der svarer til 15 stillinger.

- Og vi må regne med, at der skal findes i samme niveau over de næste par år, siger avisens chefredaktør Lars Jespersen til Journalisten.

Grunden til nedskæringerne er ifølge Lars Jespersen det dalende avissalg. En tendens, som man ser på aviskoncerner verden over.

Det dalende salgstal har man dog mærket i en årrække hos Nordjyske Medier, hvor man siden 2009 har oplevet en håndfuld sparerunder.

-Det er svært, og det rammer folk hårdt. Én ting er, at nogen skal fratræde – men hvordan skal det hele så hænge sammen bagefter? Der er vel forsvundet 20-30 stillinger med de fratrædelser, der har været tidligere. Det er ikke sådan, at jeg vil give op, men hele situationen giver da grund til pessimisme, siger tillidsmand på nordjyske Torben Duch Holm til fagbladet.

Alle besparelser af personalet skal hentes hos de forskellige redaktioner i Nordjyske Medier. Der er i alt 190 medarbejdere ansat i redaktionelle stillinger.

-Vi må tænke i at omlægge måden, vi laver avis på fremover. Jeg tror på, at vi fortsat kan lave god journalistik, men det kræver nogle fravalg, når vi bliver færre, siger Lars Jespersen.

Både chefredaktør Lars Jespersen og tillidsmand Torben Duch Holm fortæller Journalisten, at man håber på at kunne hente besparelserne ved frivillige fratrædelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland