Norsk told truer nordjysk eksport

04:25

Foto: Ivan Bitsch

1 af 2

Et nyt stort nordjysk eksportfremstød trues af nye norske toldregler. 17 nordjyske fødevarevirksomheder forsøger at komme ind på det norske marked, men nordmændene gør det mere end svært.

Ingstrup Mejeri sælger masser af ost til norske turister på ferie i Nordjylland. Nordmændene kan ikke købe osten i deres hjemland, og sådan bliver det nok ved med at være til stor frustration for mejeriet

Ingstrup Mejeri og 16 andre nordjyske fødevareproducenter arbejder på at komme ind på det norske marked. Men det er blevet stort set umuligt på grund af nye norske toldregler.

- Jeg synes det er helt håbløst. Jeg synes specielt det er håbløst fordi Norge på mange område har nogle rigtigt fornuftige samarbejdsaftaler med EU. Derfor synes jeg det er urimeliget at nordmændene bare kan indføre told, når de har lyst til det, siger direktør på Ingstrup Mejeri, Hans Schmidt Andersen.

Norge vil beskytte sit landbrug. Fornyligt har de indført told på potteplanter på 72 procent. Nu har den norske regering foreslået en ostetold på 277 procent. Tolden på oksekød hæves med 344 procent, og fårekød med svimlende 429 procent. Det skal træde i kraft til nytår, og det vækker til vrede hos brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- Det er virkeligt slemt. Der er rigtig mange danske fødevarevirksomheder, der får deres der forretning ødelagt af den nye norske told. Det koster arbejdspladser, siger direktør for Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.

Toldkrigen er en realitet. EU-politikere med den danske parlamentariker Bendt Bendtsen (Kons.) i spidsen overvejer nu at svare igen ved at brandbeskatte norsk laks.

Ingstrup Mejeri og de 16 andre nordjyske virksomheder kigger nu i stedet mod Sverige og Tyskland. Nordmændene må fortsat nøjes med at købe Ingstrup ost i Ingstrup

Flere nyheder fra TV2 Nord