Norsk toldvæsen har fået nok

Foto: Michael Andersen

Opfordrer Danmark til at opruste grænsekontrollen i Danmark for at stoppe strømmen af narko til Norge.

Hver eneste gang en færge fra Nordjylland lægger til kaj i en norsk havn, står tolderne klar. Hver gang bliver flere biler vinket til side og gennemsøgt for smuglervarer. Og i Kristiansand i Norge, hvor Colorlinefærgen fra Hirtshals lægger til, er der narkofangst hver eneste uge. Kontorchefen i Toldregion Sør i Kristiansand, Helge Breilid, har fået nok og kommer med en klokkeklar opfordring til de danske kolleger:

- Rust op det danske toldvæsen! Ansæt flere toldere ved de danske grænser, så der ikke slipper så meget narko igennem til os.

En tilfældig nat er fem-seks toldere på vagt på færgehavnen bare i Kristiansand. I skærgården patruljerer toldere i en ny toldbåd men masser motorkraft. På siden står nummeret til toldvæsenet, der får masser af tips om mistænkelige både.

- Jeg tror, det norske toldvæsen er bemandet meget godt. Men vi kan ikke stoppe strømmen af narkotika alene. Så vi havde sat vældig pris på hjælp fra dansk toldvæsen, siger Helge Berivid.

Formanden for de danske toldere, Jørn Rise, bakker op om kritikken.

- Bemandingen i Danmark svarer til, at kun 25 toldere kan bevogte alle danske grænseovergange i havne, lufthavne og ved den tyske og svenske grænse. Danmark har den laveste grænsebevogtning i hele EU. Jeg må bare sige: Vi er dumpet, lyder den kontante melding fra toldernes formand.

Han siger, at konsekvensen af den ringe kontrol mere og billigere narko på det illegale marked og dermed flere misbrugere.

Lisbeth Bech-Poulsen er skatteordfører for SF, og hun siger til kritikken, at man ikke umiddelbart kan sammenligne Norge og Danmark, og at Danmark satser på en efterretningsindsats, men at hun er villig til at tale med skatteministeren for at undersøge, om det er muligt at skærpe indsatsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord