Nostalgi og mekanik: Høsten skulle ind som i de gode, gamle dage

01:51

Foreningen De Nye Veteraner forsøgte søndag at bringe lidt charme tilbage i den danske høst - men forsøget blev udfordret af regn og tekniske problemer.

Der er sket meget med landbrugsmaskinerne, siden bønderne for et par hundrede år siden fik høsten i hus med leer og håndbundne neg.

I dag klares det hele med store monstrummer, der pløjer igennem markerne på rekordtid, og tilbage står så en nydelig række af tætpressede halmballer. Og hvor er charmen så blevet af, kunne man måske fristes til at spørge.

Ved Knivholt blev lidt af den charme dog genoplivet søndag formiddag, da et hold nostalgiske nordjyder, De Nye Veteraner, havde fundet selvbinderen fra 1950'erne og en gammel traktor frem. 

- Det er jo den gamle teknik. Det er ikke så moderne, det er ikke en masse computere og sådan nogle ting og sager. Det er rigtige mekaniske maskiner, som fungerer, selv om de sommetider skal skrues lidt i, siger Brian Højmark fra De Nye Veteraner.

Bolt og vand driller

Og selvbinderen får da også brug for både lidt skruen og en ny bolt. Den når ikke langt ned ad marken, før den første gang kløjs i halmen, og selv om holdet får den at op at køre igen, sker det samme igen kort efter.

Det viser sig, at selvbinderen har mistet en bolt, der skal sørge for, at kniven kører ordentligt. Derfor går jagten ind, og minsandten om ikke den helt rigtige bolt lokaliseres.

Men dér stopper problemerne ikke. På grund af regnvejret bliver stråene for fugtige, og så må selvbinderen give op.

- Det bliver for fugtigt. Det kan ikke skride ned, så det bliver knyttet i neg. Det er det, der sker. Der er kommet for meget vand, forklarer Kristian Hansen, der er ejeren af den gamle selvbinder.

Prøver I at fortsætte?

- Nej. Vi går op og får noget kaffe nu, siger Kristian Hansen - og dermed sluttede årets høst for selvbinderen.

Flere nyheder fra TV2 Nord