Ny løbeklub i Aalborg: Mange vil løbe med kronprinsen

Foto: Jesper Christiansen

Foto: Jesper Christiansen

1 af 2

Mere end 5.600 har meldt sig til at løbe med kronprins Frederik 2. pinsedag, når han inviterer til løbefest i anledningen af hans 50 års fødselsdag.

Med Royal Run ønsker kronprinsen at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe, og flere nye løbehold har meldt sig til løbet.

I Aalborg mødes en gruppe nye løbere tre gange om ugen til træning. Deres mål er at løbe 10 kilometer til Royal Run.

- Fællesskabet betyder alt. Vi træner sammen, og der er altid nogen, som hepper. Vi har det super sjovt, og det er et godt hold, som vi har fået stablet på benene, siger Inger Skibsted fra Aalborg, som er en af løberne på det nye hold. 

Det er den erfarne løbetræner fra Aalborg Atletik og Motion, Karin Møller, som står i spidsen holdet. Tre gange om ugen har hun løbeholdet til træning. Lige nu er distancen på 4-6 kilometer. 

- Det giver mentalt overskud og ro at løbe. Det er godt at komme ud, så man ikke sidde på sin flade hele dagen. Jeg får så mange tanker, når jeg løber. Det er godt at komme ud, siger Inger Skibsted. 

Inger Skibsted har meldt sig til Royal Run i Aalborg d. 21. maj, og formen skal nok være til 10 kilometer. 

Royal Run begynder i Aalborg d. 21. maj kl. 9.00, når Kronprins Frederik åbner den landsdækkende event med at løbe 1 mil i Aalborg. Herefter skal Kronprinsen løbe en mil i yderligere tre byer, Aarhus, Esbjerg og Odense, inden han slutter Royal Run-dagen med et 10 kilometerløb i København. 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord