Ny pendlerbus mellem Aalborg og Thisted: Læger skal arbejde på farten

03:02

Region Nordjylland sender nu læger fra Aalborg til sygehuset i Thisted i fast rutefart med særlig bus

Foto: Henning Bagger, Scanpix

1 af 2

Sammenlægningen af Aalborg Universitetshospital og sygehuset i Thisted har givet anledning til at lave en pendlerbus mellem Aalborg og Thisted, hvor lægerne kan arbejde.

I marts besluttede Region Nordjyllands Forretningsudvalg at fjerne hospitalet i Thisted fra Regionshospital Nordjylland og i stedet lægge hospitalet under Aalborg Universitetshospital.

Sammenlægningen skal sikre den nødvendige speciallægebemanding og dermed sikre en stabil drift i Thisted. Derfor blev det besluttet, at sygehuset fra 1. maj 2018 skulle fusioneres med Aalborg Universitetshospital. 

Det betyder, at flere læger skal tage turen mellem Aalborg og Thisted. Så nu skal en særligt indrettet pendlerbus transportere lægerne mellem de to byer, så de kan arbejde på vejen. 

- Transporttilbuddet bliver et af de tiltag, som fremover skal binde de to hospitaler tættere sammen. Det giver mulighed for fagligt arbejde undervejs, med f.eks. registrering, journalføring, diktering, konference med kolleger og lignede, skriver Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Onsdag var så første prøvetur for den første udgave af bussen. Det er indtil videre en lejet bus med noget af det indhold, der muligvis skal være i bussen. Først skal der prøves forskellige muligheder af, inden Region Nordjylland bestemmer sig for, hvordan deres egen bus skal indrettes. 

En af dem, der kommer til at benytte sig af den nye bus er Jenna Rosenqvist Ibsen. Hun er lige nu overlæge på afdeling for hormon- og stofskiftesygdomme på Aalborg Universitets Hospital. Efter sommerferien begynder hun dog at arbejde i Thisted. 

- Bussen har været altafgørende. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke skal køre i bil herud og have tre timers transport hver dag, som er ren tidsspild for mig, fortæller Jenna Rosenqvist. 

Det bliver ikke spildtid, fordi bussen bliver indrettet med internetforbindelser, mulighed for videokonference og computere, så de læger, der hver dag tager turen fra Aalborg til Thisted kan arbejde på farten. 

- Man kan disklutere dagens arbejde, dagens patienter, og man kan forberede sig. Man kan starte med at arbejde klokken 7.30, man bruger ikke tre timer spildtid på transport. Det er ligesom et sted, hvor man har et fælles forum med sine kollegaer, fortæller Jenna Rosenqvist Ibsen. 

Nu skal forskellige muligheder testes af i bussen. Den færdige bus forventes at være klar til at trille ud på vejene den 15. august. 

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord