Fremtidens butikker: Nordjylland har fået sin første tøjbutik helt uden personale

Hvis det går som butikkens indehaver planlægger, kommer Teeshoppen i Aalborg til at sælge tøj til nordjyderne helt uden ekspedienter.

Ved første øjekast ligner den lille butik på Danmarksgade i Aalborg en tøjbutik som mange andre. Men står det til Teeshoppens indehaver, bliver butikken langtfra som butikker er flest, når den slår dørene op i dag, lørdag.

I butikken kommer kunderne ikke til at møde ekspedienter, men derimod et app-styret betalingssystem.

- Hvert produkt har et varenummer, som du taster ind på en iPad. Så taster du antallet ind, betaler for varerne og går ud igen, forklarer Benjamin Phillip, indehaver af Teeshoppen.

quote Det bliver en anden type butik, hvor der bliver lagt mere vægt på oplevelse, og det bliver mindre ”ståen-ved-kassen-agtigt”

Kim Normann Andersen, professor, Copenhagen Business School

Teeshoppen findes i forvejen som webshop. Sammen med et team, der blandt andet består af en teknisk udvikler og personale til at stå i butikken i opstartsfasen, vil Benjamin Phillip nu også lave webshoppen til en fysisk butik – helt uden personale.

Hvorfor skal jeg gå i din betjeningsløse butik – fremfor en butik med personale?

- Det skal du, hvis det skal være hurtigt og nemt, og du skal bruge det her og nu, siger Benjamin Phillip.

Kommet for at blive
I USA har internetgiganten Amazon allerede åbnet flere selvbetjeningsbutikker. Et fænomen, der ifølge Kim Normann Andersen, professor ved Copenhagen Business School, er kommet for at blive.

- Vi kender det jo allerede fra selvbetjeningskasserne i Bilka. Eller tankstationer, hvor vi betjener os selv, konstaterer han.

Han mener dog ikke, at selvbetjeningsbutikker uden personale kommer til at udkonkurrere traditionelle butikker. Men forretningsmodellen vil givetvis ændre sig i fremtiden, er hans vurdering.

- Det bliver en anden type butik, hvor der bliver lagt mere vægt på oplevelse, og det bliver mindre ”ståen-ved-kassen-agtigt,” siger Kim Normann Andersen.

Teeshoppen åbner officielt i dag, lørdag den 19. januar. Dog i første omgang med personale. Præcis hvordan systemet i butikken skal fungere, er nemlig endnu ikke helt på plads.

Benjamin Phillip forventer, at butikken kan blive 100 procent selvbetjeningsbutik i løbet af et par måneder. Og selvtilliden i forhold til den nye butik uden personale fejler ikke noget.

- Det gælder bare om at tænke kreativt og forstå din målgruppes tankegang. Så kan du altså godt levere en personlig betjening, selvom der ikke er nogen her, siger han.

Vi besøger und nordjyde, der åbner ny butik i Aalborg lørdag.

Seneste nyt

fra Nordjylland