Ny virtual reality café åbnet i Aalborg: Blandt Europas største

Virtual reality maskiner er rykket ind i DSBs gamle lokaler på stationen i Aalborg.

Caféer og arkader med spillemaskiner har eksisteret i efterhånden mange år. Siden PacMan-maskinen er der dog sket meget med udviklingen, og nu har noget af de nyeste fundet vej til Nordjylland. 

I DSBs gamle billetkontor på togstationen i Aalborg har VR Game fredag slået dørene op. En spillecafé kun med virtual reality maskiner. 

- I det her kan du jo løbe rundt, du kan vende dig og skyde fuldstændig som ude i virkeligheden, fortæller indehaver og idémand Jens Chr. Langer Hartvig. 

I lokalerne er det stillet 10 simulatorer op, hvor man kan spille skydespil, og tre maskiner hvor man kan køre bilspil. 

- Det er den tredje café i Danmark, og det er den største i Danmark. Og med de her simulatorer, så er det også noget af det største i Europa, fortæller Jens Chr. Langer Hartvig. 

VR Game slog dørene op klokken 15 fredag eftermiddag. Her var alle simulatorerne allerede booket til gæsterne. 

- Interessen er stor. Folk kommer hele tiden ind og spørger til det, nogle booker, og andre kommer bare og presser snuden op mod vinduet. Så der skal nok komme folk og bruge det, fortæller Jens Chr. Langer Hartvig. 

Hvis du har mod på selv at prøve kræfter med virtual reality-gaming, så koster 50 minutter i skydesimulatoren 190 kroner. De mange skydespil kan forbindes med hinanden, så du kan tage vennerne med og udfordre dem i duel. 


Seneste nyt

fra Nordjylland