Nye P-regler skal forhindre milliontab i Aalborg Kommune

Dyrere parkering på flere P-pladser og udvidet tidsrum med betaling er overskrifterne i den parkeringsstruktur magistraten sendte videre med en anbefaling mandag.

7,5 millioner kroner. Så meget står Aalborg Kommune til at miste i indtægt når parkeringspladsen ved Budolfi Kirke, i forbindelse med den storstilede omlægning af området, forsvinder. Og som det gamle ordsprog siger: Det man taber på gyngerne, må man vinde på karusellerne.

Derfor besluttede magistraten i Aalborg Kommune mandag at anbefale By- og Landskabsudvalgets forslag om en ny parkeringsstruktur.

Når den nye parkeringsstruktur forventeligt bliver vedtaget på et kommende byrådsmøde, betyder det at aalborgenserne og andre med ærinde i Aalborgs midtby vil skulle betale for parkering i længere tid og at nogle parkeringspladser bliver dyrere.

Derudover vedtages en række ændringer i forhold til parkeringsabonnementer, håndværkerparkering og P-licens-ordning.

Alle ændringer, der kan klemmes ind til 1. januar, bliver det.

Parkeringsstrukturen i Aalborg indebærer i dag tre takstzoner på henholdsvis 7, 10 og 16 kroner i timen. Fremover forsvinder den midterste takstzone, der kun gælder på Urbansgade og området øst for Limfjordsbroen og taksten her bliver her 16 kroner i timen.

Derudover har det været reglen, at der kun skulle betales for parkering i tidsrummet 08 til 18 på hverdage og 08 til 14 på lørdage. Det tidsrum udvides til 08-19 på hverdage og 08-16 på lørdage.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem.) oplyser at magistraten udover at anbefale den nye parkeringsstruktur fik skrevet det ind i forslaget, at hvis indtægterne fremover overstiger dem man har i dag, vil man sætte taksterne tilsvarende ned.


Seneste nyt

fra Nordjylland