Nye vejstriber skal skabe større sikkerhed

I Jammerbugt Kommune er der kommet nye vejstriber på to veje, en i Aabybro og en på Gjøl. Den nye vejtype kaldes to minus et-vej, og den skal være med til at skabe større sikkerhed for trafikanterne.

På Skolevej i Aabybro og Limfjordsgade på Gjøl har vejene fået nye striber. Vejene er blevet om til vejtypen to minus et-vej, hvor der kun er et vejspor, men til gengæld mere plads til cyklister og knallertkøre.

- Vi har måske været lidt tøvende, men nu har der været en hel del kommuner rundt omkring i landet, især nede i Midtjylland, hvor de har etableret mange veje af den her vejtype, og de har rigtig gode erfaringer med det, sige Lise Rehhoff Holt fra Jammerbugt Kommune.

På de to veje kommer der flere cyklende børn på vej til skole, og nu er pladsen til dem blevet bedre. Bilisterne skal køre på vejsporet i midten, og på hver side er der brede stiplede linjer, som bilerne kan overskride, når der kommer en modkørende bil, og de dermed må dele vejbane.

Trafiksikkerheden skulle være øget med den nye vejtype i, og den skulle kunne reducere antallet af mødeulykker, eneulykker og ulykker som opstår, fordi der er kørt for stærkt. I siden af vejen har kommunen sat skilte med tegninger op. Tegningerne viser, hvordan man skal gøre på den nye vejtype.

- Nu vil vi prøve at få nogle erfaringer fra vores område, og se hvordan vejene bliver taget imod. Vi holder øje med hastigheden på vejene, ulykkesbilledet og om trafikanterne kan finde ud af at gebærde sig på vejen, siger Lise Rehhoff Holt.


Seneste nyt

fra Nordjylland