TV2 Nord

Nyt lovforslag kan gøre det billigere at købe sommerhus

Foto: Bruno Stagsted

Fremover skal sommerhusejere kunne låne en større andel af pengene til et sommerhus i realkreditinstitutter til en lavere rente.

Forestil dig, at du ville kunne spare flere tusinde kroner om året på dit sommerhuslån - alene på lavere renteudgifter?

Den fantasi kan snart blive til virkelighed, for et nyt lovforslag er på vej til førstebehandling i Folketinget. Her skal der stemmes om muligheden for at låne op til 75 procent af pengene til et sommerhus i billige realkreditinstitutter. I dag kan man maksimalt låne 60 procent, mens resten skal lånes i banken til en væsentligt højere rente.

Det vil kunne betyde store besparelser for sommerhuskøbere - og det vil måske også være med til at puste liv i markedet.

- Det har været er langt træk. Der har været en stille periode for nogle år siden og frem, hvor der har været mange huse til salg og lidt for få købere, lyder det fra ejendomsmægler Mikael Thomsen, som tror på, at de nye lånemuligheder vil bringe flere købere i spil.

I dag tør Venstre, som præsenterede forslaget allerede i efteråret, godt at lægge hovedet på blokken og love nye tider for sommerhuskøberne.

- Jeg forventer, at det træder i kraft 1. maj, og det lader også til, der er bred politisk opbakning, så forslaget er rigtig godt på vej, siger Torsten Schack, folketingsmedlem for Venstre.

For et sommerhus til den nette sum af en million kroner vil ejerne kunne spare i omegnen af 10.000 kroner om året.

Allerede i næste uge fremsættes lovforslaget i Folketinget. Og det er noget, de nordjyske ejendomsmæglere ser frem til.

- Det er dejligt. Det lyder rigtig godt. Det glæder vi os til, siger Mikael Thomsen. 

02:41

Højsæsonen for køb og salg af sommerhuse står for døren og både købere og sælgere venter på nyt om et lovforslag fra regeringen, som kan gøre det billigere at købe sig et fritidshus.

Luk video

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord