Nyt sygehus i Aalborg skal have rørpostsystem til 18,5 mio. kroner

03:04

Tilbage i 2016 besøgte TV2 Nord Aalborg Universitetshospital, hvor man netop havde taget et godt halvanden kilometer langt rørpostsystem i brug. Rørposten erstattede adskillige dyre taxaturer med blodprøver gennem byen. Det tager lige omkring tre minutter at transportere en blodprøve fra det ene sygehus til det andet. Taxa-turen i myldretiden kan tage omkring 20 minutter Video: Jesper Bo Winther

Regionens politikere skal lige om lidt tage stilling til, om man er klar på at bruge 18.5 millioner kroner til at installere et rørpostsystem på det kommende supersygehus i Aalborg.

Politikerne i regionens forretningsudvalg skal på mandag sige ja eller nej til at gå videre med ideen om at etablere et rørpostsystem på det nye store sygehus i Aalborg, Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU).

Det er nemlig udgifterne til det system, der tidligere er prisbelønnet blandt andet på grund af, at det er klimavenligt og gør ekspeditionstiden kortere og billigere end at sende post med for eksempel taxa. 

Umiddelbart virker det også som en form sag, når punktet mandag er på forretningsudvalgets dagsorden, da man allerede ved godkendelse af konkurrenceprojektet for Nyt Aalborg Universitetshospital besluttede at installere et rørpostsystem på NAU.

Men nu er tiden inde til at frigive pengene - i første omgang er det forretningsudvalget, der skal nikke ja,  og senere på måneden havner sagen i Regionsrådet.

Rørpostsystemet kan transportere mindre vareforsendelser og prøver rundt på hospitalet og er med til at forkorte transporttid mellem sengeafsnit, laboratorier og servicefunktioner, hvilket både frigiver arbejdsressourcer og betyder kortere svartider på eksempelvis laboratorieprøver.

 

For eksempel kan der transporteres blodprøver, vævsprøver og mikrobiologiske prøver med rørsystemet. Herudover kan mindre forsendelser sendes med rørpost fra eksempelvis sterilcentral til operationsafsnit eller fra centraldepot til alle afsnit på hospitalet.

Sidste år modtog Klinik Diagnostik på Aalborg Universitetshospital Region Nordjyllands klimapris; netop for rørpost-systemet. Rørpost-systemet, der har overflødiggjort taxaturene mellem de to afdelinger, gør det muligt at sende blod-, urin- og spinalvæskeprøver fra Sygehus Nord til laboratoriet på Sygehus Syd på få minutter. 

Systemet, som med sine 1650 meter er verdens længste, blev indviet i december 2016. Det ligger under jorden, og blodprøverne transporteres i røret ved hjælp af trykluft. På den måde tager det kun tre til fire minutter for prøverne at nå frem til laboratoriet, hvilket både er en fordel for de behandlinger, der er afhængige af svar på prøverne, og en gevinst for nærmiljøet og klimaet.

Og meget tyder på, at regionen vil videre ad samme vej i forbindelse med opførelsen af det nye sygehus i Aalborg.

Der er gennemført en udbudsproces med henblik på indkøb og montage af rørpostsystemet. Processen er gennemført som EU-udbud efter reglerne om udbud med forhandling efter forudgående prækvalifikation, med tildelingskriteriet "økonomisk mest fordelagtige tilbud" forstået som bedste forhold mellem pris og kvalitet. Af de fire prækvalificerede har tre valgt at afgive et endeligt tilbud på den udbudte opgave, står der i dagsordenen hos regionen, hvor der ligeledes afsløres, at det er Ing. Sumetzberger GMBH, som har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud. 

 

Læs også Klimapris til Aalborg Universitetshospital: Fra blodprøve-taxi til klimavenligt rør

 

Flere nyheder fra TV2 Nord