Nyt tiltag i Frederikshavn: Lån en rygvasker på biblioteket

06:23

Bibliotekerne i Frederikshavn Kommune kommer udover bøger også til at tilbyd rygvaskere, strømpepåtager, sovserører eller måske endda en tåvasker på bibliotekerne.

I Frederikshavn Kommune tilbyder man nu ældre at låne små hjælpemidler, der gør hverdagen lettere, på kommunens biblioteker.

De fleste kommer på biblioteket for at låne bøger, tegneserier, musik eller film. Men i Frederikshavn Kommune kan man nu også få en rygvasker, strømpepåtager, sovserører eller måske endda en tåvasker med, når man alligevel har sit sygesikringsbevis fremme.

Som et nyt tiltag har kommunen nemlig lanceret et projekt, hvor ældre borgere har mulighed for at låne hjælpemidler til en lettere hverdag med hjem i 14 dage. 

Og det kan måske virke temmelig utraditionelt, at biblioteker skal bruges til den slags udlån. Men for Hans Ole Steffensen, centerchef for Social og Sundshedsmyndigheden, giver det god mening.

- Der findes jo efterhånden en hel række af hjælpemidler, som kan hjælpe én i hverdagen, og de fleste mennesker vil gerne klare sig selv og være herre i eget liv. Og de her små hjælpemidler kan måske gøre, at du kan vente noget tid med at få hjælp fra kommunen. Vi vil gerne have udbredt kendskabet til de her hjælpemidler, og biblioteket er jo netop til for at tilbyde viden og information, siger Hans Ole Steffensen, som mandag aften var gæst i TV2 Nords livsstilsprogram, Nordliv.

Som at låne en bog

Lånet af hjælpemidler fungerer på præcis samme måde, som hvis man vil låne en bog. Ved at bruge sit sygesikringsbevis får man både et hjælpemiddel og lidt læsestof med hjem.

- Der følger en vejledning med til, hvordan man bruger hjælpemidlet, og hvordan man gør det rent, inden man returnerer det. Og så er der også lidt læsestof om, hvor man kan købe hjælpemidlet, hvis man bliver glad for det og ikke vil undvære det, forklarer Anette Ravnholt, som er centerchef for Center for Bibliotek og Borgerservice i Frederikshavn Kommune.

- Biblioteket er jo netop et sted, hvor rigtig mange kommer, og det er også et generationernes hus. Så hvis man ikke lige selv kommer der, kan det jo være, at ens børn eller børnebørn kommer der og bliver opmærksomme på de her tilbud. Så biblioteket er en god arena til at prøve det af, uddyber hun.

Indtil videre har de ældre i Frederikshavn Kommune taget godt imod tilbuddet - men der er stadig plads til, at flere borgere prøver det af.

Læs flere Nordliv-historier og se mange flere spændende indslag på Nordliv-siden. 

Flere nyheder fra TV2 Nord