Obelske: 18,3 millioner kroner til Nordjylland

Syv nordjyske projekter får 18,3 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond. Den største bevilling går til Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

Det Obelske Familiefond har netop afholdt årets andet kvartalsvise bestyrelsesmøde, hvor en lang række nordjyske ansøgninger er blevet gennemgået. 18,3 millioner kroner er blevet bevilliget til syv forskellige nordjyske projekter: 

Nyt forskningsprojekt sætter humaniora øverst på dagsordenen
Humanistisk forskning kan ikke på samme måde som eksempelvis den teknisk-naturvidenskabelige forskning måles og vejes. Det er en klassisk udfordring for Humaniora, og nu skal et forskningsprojekt ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet for første gang nogensinde forsøge at kortlægge de humanistiskes forskeres samfundsroller.

Hovedformålet med projektet er således at finde metoder til at angive værdien af den humanistiske forskning og belyse, hvordan denne kan bidrage i et samfundsmæssigt perspektiv. Det er specielt aktuelt i en tid, hvor medier og sociale medier får større indflydelse, og hvor udviklingen i fx vores sprog påvirker både demokratiet og kulturen. 

Det Obelske Familiefond har doneret 5,7 millioner kroner til forskningsprojektet, som skal føre til nye måder at opgøre humanistisk viden og forskning.

Nyt forskningscenter skal udvikle banebrydende metoder til diagnose og behandling af livstruende lungesygdomme
Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital går nu sammen om at opbygge et nyt forskningscenter, der har til formål at udvikle nye metoder til at opspore akutte og livstruende lungesygdomme.

Forskning i de basale sygdomsprocesser ved alvorlig lungesygdom har været nedprioriteret gennem årtier. Udvikling på området vil derfor have stor samfundsmæssig værdi, da det vil sikre en tidligere indsats, en bedre diagnostik og en optimeret behandling med nedsat dødelighed og sygelighed til følge.

Den Obelske Familiefond har støttet med 5,6 millioner kroner til det nye forskningscenter, der skal bidrage med en langsigtet og målrettet indsats til fremtidens udfordringer med blandt andet en stigende levealder.

Nyskabende undersøgelsesmetode skal forbedre behandlingskvaliteten for depressive og skizofrene patienter
Det danske sygehusvæsen indsamler i dag systematiske informationer om de sundhedsfaglige ydelser, som patienter med skizofreni eller depression modtager i deres behandlingsforløb. Patienternes egne oplevelser tilgodeses i mindre grad, og derfor vil et nyt forskningsprojekt på Aalborg Universitetshospital udvikle et redskab til at indsamle patienternes sygdomsoplevelser.

Forskningsprojektet vil via elektroniske spørgeskemaer, som på engelsk kaldes Patient Reported Outcome Measures (PROM), indsamle oplysninger fra patienterne. Hovedformålet med projektet er at skabe større værdi og bedre kvalitet i behandlingen af patienter med skizofreni og depression.

Arbejdet med PROM er ikke set før i den danske psykiatri, og internationalt har projektet også fået stor opmærksomhed. Ikke mindst derfor har Det Obelske Familiefond valgt at støtte forskningsprojektet med 2,8 millioner kroner.

Bæredygtigt forskningsprojekt kan ændre energisystemet og fremtidssikre samfundet
Danmark har en ambitiøs plan om at blive uafhængig af fossile brændstoffer inden 2050. Denne plan giver store, energitekniske udfordringer, og derfor vil et nyt forskningsprojekt på Aalborg Universitet nu indkøbe og indkøre et forsøgsanlæg.

Bag projektet står de fremtrædende forskere, professor Søren Knudsen Kær og professor Lasse Rosendahl, der med det nye forsøgsanlæg skal forske i at udnytte brint sammen med kulstofkilder til at producere brændstoffer og udvikle fremtidens energisystem.

Projektet vil danne grundlag for de nødvendige, forskningsbaserede kompetencer og udviklingsforløb, der gør, at samfundets energi kan ændres til et mere bæredygtigt og smart system. En stor del af denne fremtidssikring ligger i at reducere mængden af CO2-udslip samt udnytte den atmosfæriske CO2, hvor forskningsprojektet imødekommer begge. Derfor støtter Det Obelske Familiefond projektet med 2,5 millioner kroner.  

Det internationale FabLab skal nu etableres i Aalborg Øst
Nordjyllands første FabLab kommer snart til Aalborg og vender kulturhusets rolle på hovedet. Med inspiration fra FabLabs i hele verden skal Trekanten i Aalborg Øst transformeres til et rum for udvikling, kreativitet, leg og læring for både store og små. Formålet er at motivere alle med iværksætterdrømme om at skabe fremtidens LEGO.

Det Obelske Familiefond støtter projektet med 1 million kroner til indkøb af den nødvendige teknologi som fx 3D-printere. Det nye ”FabLab 9220” er med til at bringe Aalborg i front med den digitale udvikling, når det handler om koblingen mellem borgere og teknologi. Alle borgere i Aalborg skal have mulighed for at skabe og øve sig i kreative processer, der i tæt samspil med det nære lokal-, uddannelses- og erhvervsliv bringer Aalborg i dialog med resten af verdens FabLabs.

International Melchior-konkurrence sætter Aalborg på det musikalske verdenskort
Aalborg styrker sin musikalske position, når den største, internationale konkurrence for unge Wagner-sangere i verden finder sted i Musikkens Hus i 2017. Det er tredje gang, at The Lauritz Melchior International Singing Competition afholdes, og ambitionsniveauet er blevet hævet fra gang til gang. HM Dronningen er protektor for konkurrencen og vil formentlig også overvære koncerten til næste år.

Det Obelske Familiefond har støttet projektet med 500.000 kroner, som ifølge musikchef Jan Kvistborg fra Aalborg Symfoniorkester er helt afgørende for, at konkurrencen kan afvikles:
 
- Vi er meget taknemmelig for den støtte, vi har modtaget. Normalt er det svært for Aalborg at slå igennem på den internationale scene, men med en så stor, ambitiøs og anerkendt konkurrence som denne, tiltrækkes opmærksomhed fra hele verden.
  
Han siger supplerende, at konkurrencen som ønsket sætter Aalborg Symfoniorkester, Musikkens Hus, Aalborg Kommune og Region Nordjylland på det musikalske verdenskort og promoverer Aalborg som en by, der kan noget særligt inden for den klassiske musik.  

Nykøbing Mors bliver landets kultur- og kunstmidtpunkt
Danmark har fået et nyt samlingssted for kunst og kultur i Nykøbing Mors, når byen i august måned inviterer til 'Kulturmøde' – kulturens svar på Folkemødet på Bornholm. Kulturmødet afholdes for tredje gang og har til formål at inspirere flere til at opleve kultur, skabe et samlingssted for kontakt og netværk mellem kulturinteresserede samt påvirke den kulturpolitiske debat og udvikling.

Morsø Kommune og Region Nordjylland har på ganske få år formået at skabe et landsdækkende arrangement, der samler alle landets kulturinteresserede. Flere tusinder besøgte sidste år kulturmødet. Denne positive udvikling ønsker Det Obelske Familiefond at støtte op om og donerer derfor 250.000 kroner til at give kunst og kultur en stemme i den politiske debat.


Seneste nyt

fra Nordjylland