Ol-sølvvinder vandt guld i Odense

For første gang i fem år vandt et dansk par søndag guld ved Denmark Open i Badminton.

Nordjyske Christinna Pedersen, der ved OL i Rio vandt sølv sammen med doublemakkeren Kamilla Rytter Juhl, triumferede søndag, da hun sammen med Joachim Fischer for første gang i fem år sikrede en dansk guldmedalje til Denmark Open i Badminton. Dengang var det i øvrigt samme par, der vandt.

Mixeddouble-parret slog søndag de 19-årige kinesere Zheng Siwei og Chen Qingchen i to sæt med 21-16, 22-20.

Det danske par dominerede første sæt, hvor de efter stillingen 5-5 trak fra og førte 11-6 ved sættets ophold.

Pedersen og Fischer fortsatte kontrollen og endte med at vinde sættet 21-16 med et øredøvende jubelbrøl fra hallen til følge.

Danskerne kom hurtigt foran i andet sæt, men kineserne kom tilbage i kampen og udlignede først til 8-8 inden de pludselig var foan 13-8. Danskerne blev presset tilbage på banen, og spillet flød ikke ligeså godt som publikum havde været vidne til i første sæt.

Danskerne gjorde dog et flot comeback, og endte med at vinde settet - og kampen - 22-20.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for at vinde titlen tilbage. Det er en helt speciel følelse for Joachim og jeg, sagde Christinna Pedersen efter kampen til Badminton Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland