Slut med EU for Ole EU: Vil have mere tid med familien

Ole Christensen, der også er kendt som Ole EU, genopstiller ikke ved næste valg til EU-Parlamentet.

I 13 år har han været en del af EU-Parlamentet, og han bliver sågar kaldt Ole EU, men når perioden er slut i 2019, er det også et definitivt farvel til politik for socialdemokratiske Ole Christensen.

Han har valgt ikke at genopstille, fordi han gerne vil have mere tid med sin familie.

- Alting har en ende. Jeg bliver 64 år ved udgangen af perioden, og jeg er netop blevet bedstefar for en måned siden, så jeg vil gerne følge med i familien herhjemme. Det er vanskeligt, når man konstant står med det ene ben i et fly til Bruxelles eller Strasbourg, siger Ole Christensen.

Han har valgt at melde det ud nu, så der kan findes en ny kandidat til valget i 2019. Indtil da fortsætter han med at passe sit arbejde i beskæftigelsesudvalget, hvor han blandt andet er optaget af fiskeriet i Nordjylland efter Brexit. Hvad der skal ske, når perioden er slut, ved Ole EU ikke endnu – men en ting er sikkert: politik er et endt kapitel.

Ole Christensen ser tilbage på tiden i EU-parlamentet med stolthed og ydmyghed.

- Det har udviklet mig som menneske. Jeg brænder for det, men det er også hårdt. Man skal stå på mål for meget, siger han.

Han understreger desuden, hvor vigtigt det har været med opbakning fra hjemmefronten – især fra konen Inger.

- Jeg er meget glad og taknemmelig for hendes opbakning. Nu må vi se, om vi kan enes, når jeg er mere hjemme, griner Ole Christensen.

Ole Christensen har været politisk aktiv siden 1989.


Seneste nyt

fra Nordjylland