Ole Nielsen udsat for indbrud efter bog om 'Gaden'

Sorte penge, narko og kriminalitet i Aalborgs restaurationsmiljø - altsammen gengivet af tidligere restauratør Ole Nielsen i bogen "Sandheden om Gaden". Men sandheden kan være ilde hørt, har Ole Nielsen nu fundet ud af.

Hærværk og trusler er blevet en del af den tidligere restauratør Ole Nielsens liv efter han i slutningen af sidste år fortalte sin kulørte historie i bogen ”Sandheden om Jomfru Ane Gade” – en bog om sorte penge, narko og kriminalitet i Aalborgs restaurationsmiljø, 

- De sidste 3-4 uger har ikke været spændende, fortæller Ole Nielsen, der blandt andet har oplevet at ukendte gerningsmænd er brudt ind i hans hjem og har begået hærværk - uden at stjæle noget som helst.

Ifølge Ole Nielsen brød gerningsmændene ind i lejligheden ad bagdøren hvorefter de begik hærværk ved at sprøjte sort straymaling på væggene.

Hærværket i lejligheden er kun en del af de ubehageligheder, Ole Nielsen har været udsat for. Når han har bevæget sig rundt i Aalborg er han nemlig også blevet truet.

- Når jeg sidder inde på min yndlings Baresso-kaffebar, så har jeg fået hilsner fra nogle personer, som jeg aldrig før har set i mit liv, siger Ole Nielsen, der med sin tone understreger, at det ikke var venlige hilsner.

Hærværket og de truende hilsner kommer bare to måneder efter udgivelsen af bogen ”Sandheden om Jomfru Ane Gade”. Ole Nielsen selv tror, at det er personer han omtaler i bogen, der vil lukke munden på ham, inden han inden længe tager ud og holder en række foredrag om historierne fra bogen. Det får de bare ikke held til.

- Efter jeg har pustet ud ovenpå det her, så skal der holdes foredrag som aldrig før, siger Ole Nielsen.

Indbrud og hærværk i Ole Nielsens lejlighed er meldt til politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland