Oprykkerne fra Thisted stadig ubesejret

 Oprykkerne fra Thisted stadig ubesejret

Oprykkerne Thisted buldrer af sted i Viasat Divisionen, hvor holdet med 2-2 i Silkeborg er ubesejret efter syv kampe.

Oprykkerne fra Thisted FC har fuld fart på i Viasat Divisionen. Efter syv kampe har holdet endnu ikke tabt, selvom det var tæt på i udebanekampen mod Silkeborg IF, som endte 2-2.

Hjemmeholdet kom ellers foran ved Rajko Lekic og Christian Holst, men den fightervilje, der har kendetegnet nordjyderne kom til udtryk med to scoringer. Daniel Kristensen scorede kort efter pausen, umiddelbart efter fik Peter Degn fra Silkeborg sit anden gule kort og dermed en udvisning, og siden kunne Thisteds Simon Josefsen score til 2-2.

Thisted bevarede dermed sin andenplads i divisionen med 17 point, mens Lyngby indtager tredjepladsen efter en sejr på 1-0 ude over Roskilde.

Topholdet fra Viborg FF, der endnu ikke har lidt pointtab i år, understregede sin dominans ved at udradere oprykkerne fra FC Amager på udebane med hele 7-1.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland