#Opstemt: Valgkampagne for unge

TV2 Regionerne er gået sammen om kampagnen #Opstemt, som skal gøre flere unge opmærksomme på Kommunalvalget og Regionrådsvalget.

En af de helt store udfordringer til kommunalvalget og regionsrådsvalget er at lokke unge vælgere ind i stemmeboksen.

Det skal der laves om på, og derfor er TV2 Nord sammen med de øvrige TV2 Regioner gået sammen om at lave valgkampagnen #Opstemt, som skal fremme unge mellem 18 og 25 års interesse for kommunalvalget.

 
 

TV2 Regionerne har siden foråret arbejdet på konceptet ”Den første gang …”. Et koncept, der logisk nok handler om den første gang, man skal stemme, og om nogle af alle de spørgsmål, overvejelser, forestillinger og erfaringer, der kan komme i spil.

Kampagnen foregår på opstemt.dk, hvor man blandt andet kan se et helt nyt afsnit i serien Opstemt hver dag. Her møder vi Rasmus og Josefine, som går i 3.g. De har begge to meldt sig som praktikanter på byens rådhus for at oplyse unge om kommunalvalget. De har aldrig prøvet det før, og Rasmus har mest af alt meldt sig som praktikant, fordi han vil tættere på Josefine.

Herunder kan du se det allerførste afsnit i serien. (Artiklen fortsætter under videoen)

Der er nye episoder i serien hver dag frem til valget den 21. november.

På Opstemt.dk kan man også teste sig selv. Man kan eksempelvis teste, om man er klar til sin første gang, og hvilken type politiker man selv er. Man kan også se musikvideoen til Opstemt-temasangen, som blandt andet ligger på Spotify.

 
 
Foto: #Opstemt

Sidst, men ikke mindst kan man skrive til en chatrobot. Chatrobotten er udviklet til at besvare de spørgsmål, som unge kan have i forbindelse med kommunalvalget og regionrådsvalget.

Det eneste man skal gøre, er at skrive sine spørgsmål til Opstemt op Messenger, og så får man et svar tilbage med det samme.

Valgkampagnen til unge er støttet af kulturministeriet.


Seneste nyt

fra Nordjylland