Overblik: Den sydkoreanske skandalesag med tråde til Nordjylland

I dag skal byretten i Aalborg tage stilling til, om den 20-årige Chung Yoo-ra skal udleveres til sit hjemland, Sydkorea. Hun er en af hovedpersonerne i efterforskningen af en gigantisk korruptionsskandale i hjemlandet. Få overblikket over den omfattende sag her.

Siden 1. januar har 20-årige Chung Yoo-ra siddet varetægtsfænglset i arresten i Aalborg. Hun var få timer forinden blevet anholdt af Nordjyllands Politi på en adresse i Aalborg-forstaden Gug. Politiet reagerede efter et tip fra en koreansk journalist og kunne konstatere at den unge kvinde var efterlyst internationalt og i hjemlandet Sydkorea for sine formodede forbindelser med en korruptionsskandale, der har tvunget præsidenten til at gå af og trækker tråde til elektronikgiganten Samsung.

Chung Yoo-ras mor, Choi Soon-sil, er i hjemlandet Sydkorea en af de hovedmistænkte i den gigantiske korruptionsskandale, der blandt andet handler om magtmisbrug, afpresning og manipulation. Ifølge anklagerne skulle meget af dette have fundet sted i samarbejde med landets nu forhenværende præsident, Park Guen-hye, der, som følge af skandalen, måtte træde tilbage i starten af marts. De to er nære veninder og ifølge anklagerne, skulle Choi Soon-sil have udnyttet sit tætte forhold til præsidenten til blandt andet at presse penge ud af flere store virksomheder i landet - blandt andre Samsung.

Chung Yoo-ra er sigtet for at have medvirket til omfattende, økonomisk kriminalitet begået af sin mor, Choi Soon-sil og hendes veninde, den tidligere præsident. Chung Yoo-ra opholdt sig i Tyskland, da skandalen for alvor begyndte at rulle i hjemlandet. Herefter flygtede hun til Danmark, hvor hun altså blev sporet til Aalborg-forstaden Gug. Her fandt betjente fra Nordjyllands politi den 20-årige kvinde gemt i bunden af et garderobeskab om aftenen den 1. januar. Det skete efter et tip fra en af flere koreanske journalister, der havde sporet den unge kvinde til Nordjylland. På det tidspunkt var hun for længst blevet efterlyst via Interpol.

Efter anholdelsen af Chung Yoo-ra gik processen i forhold til at få hende udleveret til hjemlandet i gang. De sydkoreanske myndigheder var og er meget ivrige efter at afhøre hende, da hun er en central brik i efterforskningen af sagen. Men de danske myndigheder ville ikke udlevere den unge kvinde, medmindre en række betingelser var opfyldt. I sager om udlevering kigger Rigsadvokaten blandt andet på, om menneskerettighederne bliver overholdt i det land, som en person skal udleveres til og om den forbrydelse, som personen er anklaget for, også ville udløse en retssag, hvis den blev begået på dansk jord.

Den 17. marts i år meddelte Rigsadvokaten så, at der var tilstrækkeligt grundlag for at udlevere Chung Yoo-ra til hjemlandet Sydkorea. En beslutning, hun i dag håber at få omstødt ved Byretten i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland