Overfald: Hjemmeplejer røvet på åben gade

00:33

En 24-årig hjemmeplejer er sluppet fra et røveri på åben gade i Rosenfeldtparken i Nørresundby tirsdag aften uden synlige skader.

Tirsdag aften er en 24-årig mand blevet overfaldet på gaden i Rosenfeldtparken i Nørresundby. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, til TV2 Nord.

- Cirka klokken 20.30 er manden, der arbejder som hjemmeplejer, lige blevet færdig med sit arbejde i området, og på vej til sin bil bliver han slået i hovedet med en kæp og overfaldet af tre mænd, siger vagtchefen.

Under overfaldet lykkes det de tre mænd at stjæle hjemmeplejerens tegnebog og telefon.

- Det går meget hurtigt, så vi har ikke fået noget udførligt signalement af de tre mænd, siger Jess Falberg.

Det eneste, den 24-årige har kunnet oplyse, var, at de alle tre var iført mørke jakker og mørke bukser.

- Offeret er efterfølgende blevet kørt på sygehuset til et tjek, men han har ikke umiddelbart nogen synlige skader, siger Jess Falberg.

Nordjyllands Politi har tirsdag aften både hundepatruljer og en indsatsleder i området for at sikre spor og måske anholde de tre overfaldsmænd.

OPDATERING 0625: Nordjyllands Politi har udsendt følgende signalement af de tre gerningsmænd. 

  • De tre gerningsmænd talte arabisk
  • To af dem var iført sorte bukser og sort jakke
  • En af dem havde en grøn kasket på hovedet
  • Den tredje havde sorte bukser og en blå jakke på
  • De blev sidst set gående/løbende mod Vangen

Flere nyheder fra TV2 Nord