På motionscykel til Paris

Nytårsforsæt: Ansatte i internetvirksomhed skal cykle 1400 km inden udgangen af januar.

Andrea Jeppesen skubber motionscyklen ind under sit skrivebord og sætter sig til rette. Hun træder stille og roligt i pedalerne, mens hun passer sit arbejde med at besvare mails og telefonopkald i internetvirksomheden med24.dk i Løkken.

- Den første har allerede cyklet 9,3 km, så det skal jeg i hvert fald også. Der går lidt konkurrence i den, siger Andrea Jeppesen, der er produktmanager.

Målet er at nå til Paris, altså ca. 1400 km, i løbet af januar. Der er cirka 25 ansatte på kontoret, og de skal cykle cirka 70 km. om dagen på motionscyklen for at tilbagelægge distancen.

Det var produktmanager Rikke Cramer, der fik ideen.

- December har været fyldt med lidt for meget chokolade, og vi har jo et meget stillesiddende arbejde, så der skulle ske noget, siger Rikke Cramer, der også er uddannet kostvejleder og fitnessinstruktør.

På det store lager, hvor ordrerne findes og pakkes, er medarbejderne blevet udstyret med skridttællere. Teamleder Pia Pedersen synes, det er en god ide.

quote Det er sjovt, men det er også hårdt, for man vil gerne slå de andre

 

- Det er fin måde at få nogle flere skridt på her i januar. Det er sjovt, men det er også hårdt, for man vil gerne slå de andre, siger hun.

I løbet af en dag går hun omkring 15.000 skridt.

I kantinen er fredagskagen væk, og det hvide brød er skiftet ud med knækbrød, rugbrød og frugt.

Tilbage på kontoret er direktør Kristian Brinckmann hoppet på cyklen. Han er glad for initiativet.

- Det hilser jeg meget velkommen. Vi er jo en virksomhed, der lever af at sælge sundhedsrelaterede produkter, så det giver meget god mening, siger Kristian Brinckmann, der håber, at medarbejder også bliver inspireret til at tage de gode vaner med hjem. 

Eneste ulempe er ifølge initiativtageren, at medarbejderne må nøjes med små ture ad gangen på cyklen.

- Vi skal jo kunne være her på kontoret allesammen, så det gælder om at stoppe, inden lugten bliver for slem, siger Rikke Cramer.


Seneste nyt

fra Nordjylland