Astralis er tilbage som nummer et i verden

Turneringssejren i DreamHack Masters Marseille sender det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold Astralis til tops på verdensranglisten.

"To the stars" er danske Astralis' motto, og i øjeblikket lyser deres logo klarest på stjernehimlen.

Det står klart efter sejren ved Counter-Strike: Global Offensive-turneringen DreamHack Masters i Marseille søndag, hvor det danske hold er strøget til tops på den netop offentliggjorte verdensrangliste

Her er Astralis gået fra femtepladsen til nu at ligge nummer ét. De overtager førstepladsen fra verdensstjernerne fra FaZe, som de slog i kvartfinalen i Marseille. Ligeledes går de forbi svenske fnatic, som blev nedlagt i semifinalen.

- Det føles godt, men nu begynder det hårde arbejde, skriver Astralis-spilleren Andreas 'Xyp9x' Højsleth på Twitter.

Tilbage på toppen

Sidst Astralis lå øverst på verdensranglisten var i juni sidste år.

Siden har holdet været nede i en mindre bølgedal, hvor de har måttet sige farvel til Markus 'Kjaerbye' Kjærbye og i stedet hente Emil 'Magisk' Reif ind. Det er holdets første titel med den nye spiller på holdet.

Da han fandt ud af, at han nu er en del af verdens bedste CS:GO-mandskab, var hans reaktion kortfattet:

Tidligere på dagen vendte Astralis-spillere hjem fra Marseille. Her var verdensranglisten endnu ikke offentliggjort. Alligevel bad TV 2 SPORT dem om at forholde sig til betydningen af at komme tilbage som verdensettere, og her var svaret klart.

- Det er det, vi kæmper for og det, vi arbejder frem mod. Det ville betyde alting. Det med at ligge nummer et i verden er jo også noget, man kan blære sig lidt med, sagde Peter 'dupreeh' Rasmussen til TV 2 SPORT.

Det kan 'dupreeh' nu sammen med sine fire holdkammerater bryste sig af. 

Udover æren af at være nummer 1 i verden fik Astralis også en invitation til den store ESL One-turnering i Køln til sommer, hvor der er en præmiepulje på 300.000 dollars.

Næste turnering for Astralis er IEM Sydney den 1. maj.

Næstbedste danske hold er North, som er rangeret som nummer 12 i verden.

Verdensranglisten (opdateret den 23. april)

  1. Astralis
  2. fnatic
  3. FaZe
  4. Natus Vincere (Na'Vi)
  5. mousesports

Seneste nyt

fra Nordjylland