Borgerforslag om automatisk organdonation møder modstand fra flere partier

Et flertal af partierne i Folketinget erklærer allerede nu, at de ikke bakker op om borgerforslaget. Radikale Venstre er alene om at ville stemme for.

Patientforeningens borgerforslag om, at der skal indføres formodet samtykke til organdonation i Danmark, har netop opnået 50.000 underskrifter på borgerforslag.dk.

- Vi er rigtig glade og stolte over, at vi er kommet så langt. Vi vidste, at det ville blive en svær øvelse, så vi er meget glade for den store opbakning, siger Lasse Heidelbach, stifter af patientforeningen Organdonation - ja tak! til TV 2. 

Det betyder, at forslaget om, at man automatisk bliver organdonor, når man fylder 18 år, med mindre man aktivt vælger det fra, kan tages op i Folketinget, når politikerne er tilbage fra sommerferie. 

Kampagner om at tage stilling er ikke nok

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste i 2015, at 80 procent af danskerne var positive over for organdonation, mens kun 22 procent havde taget stilling til det i Donorregistret.

Det får dog ikke Dansk Folkeparti til at mene, at en ændring af donorsystemet er en god idé. Partiet er ifølge sundhedsordfører Liselott Blixt imod, at man automatisk er donor. 

- Vi synes ikke, at det er etisk korrekt, at man kan tage noget fra et menneske, der ikke har givet tilladelse til det, siger hun og forklarer til TV 2, at der er en kampagne på vej, og at der er sat penge af til området for at få danskerne til selv at tage stilling. 

Men Lasse Heidelbach tror ikke på, at en ny kampagne vil ændre meget, for tallene viser ifølge ham, at det ikke handler om en modvilje blandt danskerne, men om at systemet ikke fungerer optimalt. 

- Noget tyder på, at kampagnerne ikke batter så meget, som vi kunne ønske os. Sidst vi satte alt ind med busreklamer, kampagner og TV-interviews, var det begrænset hvor mange flere tilmeldte, vi kunne se i Donorregistret. Og det på trods af, at vi nærmest kun får positive tilbagemeldinger, siger Lasse Heidelbach.

I alt havde 1.038.002 danskere tilmeldt sig Donorregistret den 1. juni 2018.

- Ventelisten er kun toppen af isbjerget

Lasse Heidelbach og hans hustru Karen Heidelbach stiftede patientforeningen Organdonation - ja tak! sammen efter at have oplevet behovet for organdonation.

Da deres datter Esther var 18 måneder gammel, fandt lægerne en kræft tumor i hendes lever. Det var ikke muligt at fjerne den med kemo eller en reduktion af leveren, og derfor blev Esther skrevet på ventelisten til en ny lever.

- De otte måneder, vi ventede på den lever, var hårde. Vi vidste ikke, om vi var købt eller solgt og om livet kunne gå videre, siger han. 

- Ventelisten er jo kun toppen af isbjerget. Antallet af familier, der bliver ramt af organsvigt, er meget større. Vi håber, at vi med det her forslag kan være med til at hæve donationsrammen og åbne muligheden for, at man kan få større mulighed for at vende tilbage til livet, hvis man får behov for en transplantation. 

Esther fik en ny lever. I dag er Esther fem år gammel og tæt på at være rask, men hun vil være en risikopatient resten af sit liv. Derfor er forældrene langt fra færdige med at kæmpe for at forbedre vilkårene for organdonation. 

- Vi opfordrer til, at man bliver ved med at dele forslaget og skrive under på det frem til 29. august. Jo flere underskrifter vi har, jo større pres kan vi lægge på politikerne, siger Lasse Heidelbach.

- Så længe man har muligheden for - på et oplyst grundlag - at melde sig fra, hvis man ikke ønsker at være organdonor, ser vi ikke nogle ulemper ved at vende systemet på hovedet. 

DF frygter modsatte effekt

Men Dansk Folkeparti frygter, at et omvendt systemformodet samtykke vil få en negativ effekt på et i forvejen udfordret område, ligesom man har set det i Sverige. Her henviser hun til, at man har problemer med at få donorer, fordi det formodede samtykke betyder, at man ikke får talt om det.

- Der er mennesker, der frygter, at organerne går til direktørens søn først, eller at der bliver slukket lidt tidligere for respiratoren, siger Liselott Blixt.

- Hver gang vi taler om, at vi skal redde nogen, er der også nogen, der skal dø. 

Som det eneste parti støtter Radikale Venstre op om forslaget. 

- Desværre er det sådan i dag, at der er mennesker, som dør, mens de venter på at få et organ, og jeg tror, at det her kan være med til, at vi får flere organer og dermed kan redde menneskeliv, siger sundhedsordfører Lotte Rod til DR

Foruden Dansk Folkeparti er også Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten ifølge DR imod borgerforslaget, mens Alternativet og SF ikke har taget stilling endnu.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland