Frosten kom tidligt trods ekstremt varm sommer

Foto: Bax Lindhardt, Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Klar, tør og ren polarluft strømmede ned over Danmark og skabte betingelserne for nattefrost.

Selvom sommeren har været bagende hed, og havene omkring Danmark fortsat sender varme ind over landet, blev den første nattefrost målt i nat. Og det var usædvanlig tidligt, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Anders Brandt.

Frosten blev målt i Billund til 0,3 minusgrader i de sene nattetimer, og dermed var nattefrosten officiel. I de seneste tre år er frosten først kommet i oktober. Og på de seneste 25 år er frosten kun kommet så tidligt seks gange før. Til gengæld er den 15 gange først kommet inde i oktober og to gange helt inde i november.

- Vi vidste godt, at der kunne opleves lokal rimfrost, men jeg havde ikke troet, at vi ville få frosten så tidligt i år, siger Anders Brandt.

Frost i maj

Sidst der var frost i Danmark var den 4. maj, og dermed er det fire måneder og 19 dage siden.

- Hvis vi ser tilbage på den sommer, vi har været igennem, er det lang tid siden, vi har haft frostvejr sidst, fortæller Anders Brandt.

Klar luft muliggjorde frosten

Frosten slog igennem, fordi der kom klar luft ned over landet i en nordlig luftstrøm, mens de norske fjelde sørgede for at holde Danmark fri af skydækket.

- Det gav os efterfølgende en forrygende flot dag med blå septemberhimmel med den klare, tørre og rene polarluft, hvor solens kortbølgede, blå stråler kan spredes. Så får himlen den her blå farve, lyder det fra Anders Brandt.

Næppe ny nattefrost

I de kommende dage er det slut med de klare nætter, og dermed er der næppe ny nattefrost lige rundt om hjørnet, omend der dog er mulighed for frost natten til lørdag.  

For at der skal være tale om nattefrost, skal temperaturen gå i minus på de officielle målestationer, der er opsat i to meters højde.

Det betyder, at folk kan opleve rimfrost, selvom den officielle temperatur er i plus.

Mange stod op til rim

Lokalt og særligt på overflader som biler og græsstrå kan temperaturen blive lav nok til at fryse duggen til is, selvom lufttemperaturen er højere end frysepunktet.

- Rigtig mange steder stod man op til rim i græsset, slutter Anders Brandt. 

Flere nyheder fra TV2 Nord