Helle Thomsen har fundet ny klub

Foto: Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Den norske håndboldklub Molde har ansat Helle Thomsen til at hjælpe holdet mod mesterskabet.

Helle Thomsen har fået et nyt trænerjob, efter hun i marts blev fyret i den rumænske storklub CSM Bucuresti.

Fra næste sæson skal hun styre klubben Molde mod guldet i den norske kvindeliga. 

Læs også Helle Thomsen fyret i storklub

Det krævede dog det rigtige tilbud, før Helle Thomsen ville skrive under på kontrakten. Da Molde ringede første gang for tre uger siden og tilbød hende en kontrakt, var mavefornemmelsen hos hende ikke rigtig.

Det var den til gengæld, da Molde ringede senere og havde et nyt forslag.

- Hvad siger du til at hjælpe os indtil mesterskabet? Så sagde jeg ja med det samme. Det var let for mig at overskue. Det er et godt sted, det er godt for mig at være på træningsbanen, og det er nogle spillere, der gerne vil træne, siger frederikshavnske Helle Thomsen, som har takket nej til en del henvendelser fra håndboldklubber.

Et spændende projekt

En af grundene til, at Helle Thomsen ikke ville skrive under på en kort kontrakt, var, at hun mente, det var for kortsigtet i forhold til klubbens måde at gøre tingene på.

- Jeg synes, når man skal sige ja til Molde, så er det et projekt, fordi de er ved at bygge nogle ting op. Jeg synes ikke, det var det rigtige for hverken dem eller mig. Når de sagde to eller tre år, så sagde jeg, det er det, de bruger på at bygge det op heroppe, fortæller den danske træner, som kun har rosende ord at fortælle om sin nye klub.

- For det første synes jeg, de har nogle værdier, som er helt fantastiske, og som er vigtige for mig. De har et spændende projekt. Uanset om det er mig, der fortsætter (til et mesterskab, red.), eller om det bliver en anden, så er det rigtig spændende.

Molde blev nummer ni i den norske håndboldliga sidste sæson.

Ved siden af trænerjobbet i Molde fortsætter Helle Thomsen som hollandsk landstræner. Tidligere har Helle Thomsen været klubtræner i FC Midtjylland og svensk landstræner. 

02:28

Helle Thomsen fejrer jul på hjemmebane i Frederikshavn hvor hun stadig har sin familie - og masser af venner

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord